
Mejeridag: Vi er virkelig gode til det, vi laver
I sidste uge var direktør, Merete Juhl inviteret på ’mejeridag’ af Mejeriforeningen.
Turen gik bl.a. til gården Bygumlund ved Aalestrup. Med sig på turen havde hun selskab af Mejeriforeningens formand, Steen Nørgaard Madsen og adm. Direktør, Henrik Damholt Jørgensen.
L&F-direktør, Merete Juhl var i sidste uge inviteret til ’mejeridag’ af Mejeriforeningen og i den forbindelse besøgte hun en mælkeproduktion i Aalestrup.
8 generationer af landmænd på gården
Det er far, Martin og søn, Nicolai, som sammen driver gården Bygumlund ved Aalestrup. Martin overtog gården sammen med hustruen i 1989 - som 7. generation, og nu er sønnen Nicolaj 8. generation af landmænd på stedet. Direktøren var meget begejstret for besøget:
-Det var et spændende besøg på gården, og vi havde rigtig god dialog, hvor Martin delte sine tanker om det, som rører sig i erhvervet, og Nicolaj om fremtiden, og jeg omvendt fortalte, hvordan vi arbejder i Landbrug & Fødevarer med netop mange af de aktuelle opgaver, fortæller L&F-direktør, Merete Juhl.
Vi er virkelig gode til det, vi laver
Det var Mejeriforeningen, som havde arrangeret besøget på Bygumlund, og under besøget var der også plads til at få luftet tanker og bekymringer:
-Står det til Martin og Nicolaj, er der selvfølgelig også køer i Danmark - og på deres gård - i fremtiden, men en CO2-afgift giver dem kraftige overvejelser og bekymringer. De gør allerede alt, hvad de kan for at høste klimagevinster - hvoraf meget er godt landmandskab og handler om at få så meget som muligt ud af så få ressourcer som muligt, som de sagde, forklarer hun.
Og hun fortsætter
-Vi skal have endnu mere fakta frem og mere lys på alt det, der gøres i landbruget for at producere med så lavt et aftryk som muligt. Når dansk landbrug kan klare sig internationalt, så er det fordi vi er virkelig gode til det, vi laver.