Nyhed, 10.maj 2023

Vejafgift er en rigtig dårlig idé

På mandag har en gruppe vognmænd og chauffører varslet blokader af tilkørsler til motorvejene og også af andre større veje.

Det sker i protest mod den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler, som regeringen vil gennemføre.

Det kan blive en træls omgang for mange landmænd. Jeg håber, I har fået fyldt lagrene op med foder og dieselolie, så I kan stå imod, hvis blokaderne bliver omfattende og langvarige.

Ingen skal være i tvivl om, at vi synes en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler er en meget dårlig idé.

Det vil ikke give de ønskede resultater og Danmark bliver vredet endnu mere skævt. For det er virksomhederne i landdistrikterne, herunder i høj grad fødevarebranchen, der kommer til at betale prisen. Der vil samtidigt kun være den danske produktion til at bære den. Det vil blive en udfordring for vores konkurrenceevne.

Den tunge transport skal omstilles gennem brug af nye teknologier, ikke afvikles. Præcis som det gælder for landbruget og fødevarebranchen. Men det skal ske på en intelligent måde. Rentabiliteten i el-drevne lastbiler er slet ikke til stede, og den nødvendige infrastruktur er meget langt fra at være på plads, så det trækker kun i den forkerte retning at pålægge erhvervet ekstra byrder og afgifter.

Den skitserede afgift bliver meget tung rent administrativt. Også derfor bør man se på alternative muligheder.

Det er dog vigtigt at slå fast, at kampen mod vejafgiften skal ske på en ordentlig og klog måde.

Vi har i Danmark en tradition for at tale om tingene på organisationsniveau, og at acceptere lovene, også dem vi er lodret imod. Sådan bør det også være omkring vejafgiften.