Nyhed, 11.januar 2023

Stærkt samarbejde sikrer danske fødevareeksport

Siden 2016 har Danmark kunnet eksportere oksekød til Vietnam, og i 2021 blev der sendt 1.447 tons afsted til det folkerige land med 100 millioner indbyggere.

I første omgang blev det muligt at eksportere udbenet dansk oksekød og spiselige slagtebiprodukter til landet.

- Flere danske slagterier og opskæringsvirksomheder kunne dog se et potentiale i at udvide varesortimentet til Vietnam med oksekød med ben og okseknogler til produktion af Vietnams populære pho-suppe. Det agerede L&F på, og i samarbejde med Fødevarestyrelsen blev de vietnamesiske myndigheder igen inviteret til Danmark på inspektionsbesøg.  En inspektion udgør en del af det arbejde, der er nødvendigt for at skaffe danske fødevarer adgang til udenlandske markeder. Det gælder ikke blot for Vietnam, men for mange andre lande uden for EU, fortæller Annette Dresling, dyrlæge og chefkonsulent i L&F. 

Men hvad indebærer sådan en tredjelandsinspektion egentlig?

- Fundamentet er vores velfunderede landbrugsproduktion med kvalitetsprodukter, og et attraktivt eksportmarked. Vi igangsætter så, på interesserede medlemmers vegne, en dialog med Fødevarestyrelsen, som varetager kontakten til tredjelandets myndigheder med hjælp fra den danske ambassade i landet. Herefter går det store arbejde i gang med besvarelse af spørgeskemaer fra tredjelandet, inspektion i Danmark, opfølgning på denne og, hvis alt går vel, udarbejdelse af et nyt eksportcertifikat, forklarer Annette Dresling. 

Tæt samarbejde

I eksemplet med Vietnam, fandt inspektionen sted i uge 39. Forud udarbejdede Fødevarestyrelsen i samarbejde med L&F og virksomhederne udkast til et inspektionsprogram. 

- Vi har et tæt samarbejde med såvel virksomhederne som myndighederne forud for og under en inspektion, hvilket er en vigtig del af fundamentet for et velforberedt og succesfuldt besøg. Inspektioner starter og slutter altid med et møde i Fødevarestyrelsen, mens den mellemliggende periode bruges på virksomhedsbesøg. 
Inspektørerne stiller typisk mange spørgsmål ved det indledende møde med myndighederne om emner, der er nye for dem. Et godt eksempel er det danske CHR-system. Når de så efterfølgende bliver præsenteret for det i praksis og ser det anvendt på for eksempel et slagteri, får de en meget bedre forståelse af det, siger Annette Dresling.

Det er L&F, der er tovholder på alt det praktiske, hvilket er en stor opgave. Der skal blandt andet udarbejdes inspektionsplan, arrangeres transport, tolkebistand, ophold og forplejning og meget mere. Virksomhedsbesøgene skal planlægges hensigtsmæssigt i forhold til produktion og beliggenhed samt besøgsrækkefølge.

Tilliden

Personale fra Fødevarestyrelsen og L&F deltager under hele inspektionen og er, sammen med virksomhederne, behjælpelig med at besvare inspektørernes spørgsmål undervejs. 

- En tredjelandsinspektion er derfor et stort arbejde, som kræver ressourcer både før, under og efter inspektionen, fortæller Annette Dresling. 

At afholde succesfulde inspektionsbesøg handler i høj grad om et godt samarbejde mellem myndigheder og branchen, og her kommer det traditionelt tillidsfulde forhold mellem parterne på landbrugsområdet til sin ret.

- Samarbejdet er noget, vi værner om, og det er medvirkende til at åbne for nye eksporteventyr for de danske fødevarevirksomheder på markeder, hvor det ellers ville være umuligt eller meget svært at få foden inden for som virksomhed, mener Annette Dresling. 

Venter spændt

Lige nu venter hun og kollegerne spændt på rapporten fra besøget fra de vietnamesiske myndigheder. Hvis denne er positiv, vil der blive arbejdet videre med eksportkravene og teksten til eksportcertifikatet. Først derefter kan der komme nye typer danske oksekødsprodukter ud til de vietnamesiske forbrugere.