
Tillid mellem branche og myndigheder imponerer
Danish Crown er meget ofte blandt værterne, når der er tredjelandsinspektioner i Danmark med henblik på at godkende danske fødevarer til salg i landet.
Her er det blandt andet Lena Bjertrup, Vice President Food Safety and Quality, der er med til at planlægge indsatsen.
- Vi er – i al beskedenhed – rigtigt gode til at tilrettelægge og afvikle inspektionsbesøg i Danmark. Det er vi blandt andet på grund af det gode samarbejde mellem virksomheder og myndigheder, men selvfølgelig også fordi det er en opgave, som vi som virksomhed prioriterer og bruger en hel del ressourcer på. Vi har et forholdsvis stort set up omkring inspektionsbesøgene, men det giver altså også værdi, mener Lena Bjertrup.
Imponerer inspektørerne
Netop det gode samarbejde mellem virksomheder og myndigheder i Danmark er noget, der næsten altid imponerer de udenlandske inspektører.
- Det tætte og tillidsfulde samarbejde overrasker og imponerer ofte. Det forventer man typisk ikke, og det er noget, som vi til stadighed får ros og anerkendelse for, siger Lena Bjertrup, som understreger at der lægges mange kræfter i at holde samarbejdet stærkt og dele viden på kryds og tværs.
- Vi er dygtige og øvede i at have inspektionsbesøg, og vi lægger hele tiden lag på. Samarbejdet er modnet gennem årene, og det er en fælles indsats, som skal komme hele branchen til gode. Derfor er det også vigtigt at få delt viden effektivt mellem virksomheder og at få afrapporteret. Det er en rolle, som L&F er rigtig god til, ligesom man virker som et effektivt bindeled mellem os, virksomheder og Fødevarestyrelsen, forklarer Lena Bjertrup.