Nyhed, 17.maj 2023

Netop på udebane skal vi stå skarpt

Folkevalgte, medlemmer og medarbejdere i L&F var i debatter ved Naturmødet i Hirtshals, der indledte folkemødesæsonen. Årets udgave satte besøgsrekord.

Årets Naturmøde i Hirtshals var begunstiget af smukt vejr, og det gav sig da også udslag i at 35.000 gæstede mødet. Det er rekord for Naturmødet som – med Corona-pauser – er holdt siden 2016, hvilket arrangørerne selvsagt er særdeles tilfredse med. Årets debattører talte en række landspolitikere, der har natur som arbejdsområde, herunder miljøminister Magnus Heunicke. Dertil repræsentanter for en lang række organisationer, der har naturen som interesse eller arbejdsfelt.

Landbrug & Fødevarer var som vanligt til stede og havde såvel folkevalgte, medlemmer og medarbejdere i debatter.

Naturmødet er på tilhørerpladserne præget af stor passion for naturhensyn. Hovedparten vil have mere, vildere og bedre beskyttet natur – og meget gerne med det samme. Hensyn til produktion, bosætning på landet og finansiering af indsatsen fylder markant mindre for de fleste på bænkene. Det viste både bifald til debattørerne og de mobil-afstemninger, som blev brugt til at pejle stemningen ved debatterne på den store scene.

Men præcis derfor er det vigtigt, at Landbrug & Fødevarer er med og står skarpt, mener naturchef Karen Post Bache.

- Netop i forhold til de grupper er det væsentligt, at vi får fortalt den nuancerede historie om landbruget og hvordan vi arbejder med at samtænke produktion og naturhensyn. Det er vigtigt at gøre klart, at vores medlemmer slås med tungt bureaukrati for at få lov til at gøre en indsats for naturen, og at de potentielt kan skade deres egen virksomhed ved at tage et naturinitiativ. Jeg er ikke i tvivl om, at både politikere og naturforkæmpere forstår den frustration, som landmændene står med, når de får sammenhængen forklaret, siger Karen Post Bache.

Hun var selv blandt L&F’s debattører sammen med miljødirektør Anders Panum Jensen, senior brandingrådgiver Rasmus Stampe Emborg, viceformand Lone Andersen og Henrik Bertelsen, formand i Familielandbruget Sydvest. Dertil to unge landmænd Jonas Ellitsgaard Jensen og Martin Skamriis.

- Der er ikke mindst grund til at give Jonas og Martin en stor cadeau. De gjorde det virkelig godt i debat med blandt andet SF’s miljø- og fødevareordfører Carl Valentin. Det er en vigtig pointe at slå fast, at landbruget også er unge, der har masser af lyst til at købe ind på en naturdagsorden, men som samtidig skal have en forretning til at løbe rundt og som slås med rigide regler. Kæmpe respekt for Martin og Jonas’ indsats, siger Karen Post Bache.

Paneldeltager Martin Skamriis var også begejstret over at give landbruget en stemme i debatten:

 -Det var rigtig spændende at være med i debatten, og jeg var glad for at jeg kunne få lov til at bidrage med et ’landmandsperspektiv’ til debatten om naturen, for mange af deltagerne i debatpanelet vidste faktisk ikke, hvad det vil sige at være landmand, fortæller Martin Skamriis

Og han fortsætter

-Vi var selvfølgelig uenige om nogle ting, det kan man ikke undgå. Men min opfattelse var også, at de andre i panelet var interesserede i at lytte til, hvad vi havde at sige. For vi landmænd vil jo gerne lave natur, men der er så mange regler, der kan gøre det svært for os. Og det fik vi sat ord på i debatten.

L&F deltog i følgende debatter:

  • Kan EU forbud mod glyphosat i Round-up beskytte vores drikkevand og biodiversitet? – Anders Panum Jensen
  • Hvordan kan EU bidrage til at skabe samspil mellem en bæredygtig landbrugsproduktion og en rig natur? – Lone Andersen
  • Hvordan får vi mere natur ind i landbruget? – Lone Andersen
  • Hvem spænder ben for den naturglade landmand? Henrik Bertelsen og Karen Post Bache
  • Live and let die – nye perspektiver på liv og død i naturen – Henrik Bertelsen
  • Bæredygtige investeringer: Hvordan bidrager finanssektoren til mere biodiversitet – Anders Panum Jensen
  • Allemandsret på privat mands jord – Rasmus Stampe Emborg
  • Naturdebatten gennem generationer – hvor skal vi hen? – Jonas Ellitsgaard Jensen og Martin Skamriis.