
Tilbagebetaling af tilskud til udtagning af § 3 arealer
Landbrug & Fødevarer holder den 25. maj 2023 et informationsmøde for berørte medlemmer.
Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen har i de seneste uger sendt en række varslingsbreve om tilbagebetaling ud til lodsejere, der har modtaget kompensation for udtagning af arealer, som har været beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.
Tilbagebetalingen rammer lodsejere, der har modtaget kompensation for 20-årig fastholdelse i forbindelse med blandt andet vådområde – og lavbundsprojekter, og lodsejere som har lagt jord til ordningen vedrørende sammenhængende natur i Natura 2000.
L&F: Det er dybt problematisk
Overkompensationen er ifølge myndighederne blandt andet opstået som følge af, at der er arealer, som har været underlagt § 3-beskyttelse, som har fået udbetalt en kompensation svarende til arealer i omdrift, hvilket man ikke vurderer er foreneligt.
Landbrug & Fødevarer finder det dybt problematisk, at flere hundrede landmænd nu står til at skulle tilbagebetale beløb, som de har fået udbetalt ved at følge myndighedernes vejledning.
På denne baggrund afholder Landbrug & Fødevarer torsdag den 25. maj kl. 13.00 – 15.00 et informationsmøde for berørte medlemmer. På mødet deltager repræsentanter fra Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til begge styrelser. Der vil også være oplæg fra Landbrug & Fødevarer om de politiske og juridiske vinkler.
Tilmeld dig informationsmødet her
Tilmeldingsfristen er 24. maj kl. 14, og mødet holdes virtuelt.