
’Dyrk Mulighederne’ skal ud – fra brokvarterer til overdrev
L&F’s klimaplan har startet en vigtig debat om handlemulighederne i landbruget. Arbejdet fortsætter med at kommunikere planen til danskere i by og på land.
’Hvis ingen ser verdens bedste klimaplan, eksisterer den så?’
Uden at blive overdrevet filosofisk, så er de fleste medlemmer af Landbrug & Fødevarer formentlig enig i at klimaplanen ’Dyrk Mulighederne’s eksistens fortjener at blive kendt af danskerne.
At landbruget påviseligt kan nå klimamålene med kendte virkemidler uden at skulle skære i produktionen, er en meget vigtig pointe i en debat, hvor forslag om at afvikle dukker op for tid til anden.
Derfor sætter Landbrug & Fødevarer også alle sejl til for at sætte ’Dyrk Fremtiden’ på dagsordenen. Fra de københavnske brokvarterer til yderste overdrev, ingen skal være i tvivl om, at landbruget har en klimaplan. At erhvervet kan udvikles samtidig med at der handles effektivt på klimadagsordenen.
Det fortæller områdedirektør Andreas Bach Mortensen:
- Der er lavet et godt stykke fagligt arbejde, som mange politikere, organisationer og andre har kvitteret positivt for. Det er der rigtig god grund til at være glad for, og det har givet planen et fornuftigt afsæt for de videre diskussioner. Vi skal imidlertid også fortælle danskerne, at erhvervet går ind og selv anviser vejen til at nå klimamålene for 2030.
Kampagne skudt i gang
Klimaplanen blev lanceret i Berlingske Tidende, og der er siden fulgt op med artikler og indlæg i flere landsdækkende medier.
- Den indsats går vi videre med. Selvfølgelig med en fortsat presseindsats, men også med en stor kampagneindsats, som allerede er skudt i gang i form af helsidesannoncer i medier, stor tilstedeværelse på sociale medier, og synlighed med annoncer ude i det offentlige rum. Her fortæller vi om elementer i planen, med det gennemgående tema, at vi ikke kun dyrker jorden, men også fremtidens klimaløsninger, siger Andreas Bach Mortensen.
Han opfordrer L&F’s medlemmer til også at slå et slag for klimaplanen i det daglige, sociale liv.
- Det er næppe ude i landdistrikterne, at der er størst behov for at kommunikere, hvad der sker i landbruget. Men det er bestemt ingen skade at være inde i planen, så man har argumenterne klar, hvis man bliver mødt af nogle af de mange fejlagtige påstande om landbrugets klimaindsats, som trives i nogle kredse. Det er et meget værdifuldt supplement til alt det andet kampagnearbejde, som skal sætte ’Dyrk Mulighederne’ og landbrugets klimahandlekraft på dagsordenen.
Lyd
Du kan i øvrigt lære planen at kende gennem ørerne. Den er nemlig, ud over på web og tryk, også udkommet som podcast. Så man kan få klimaplanen udlagt helt i detaljen på 1 time og 7 minutter, mens man passer andre sysler.