Den samme gamle vandplanssang – men måske lidt mere i dur
De nye vandplaner frem mod 2027 blev offentliggjort i sidste uge.
Landbrug & Fødevarer ser stadigt markante problemer med det faglige grundlag, som fortsat er alt for usikkert, ensidigt og præget af one size fits all tankegang. Forhåbentlig kan second opinion og lokale kystvandråd rette op. Kollektive indsatser skal vi nå i mål med, og der mangler stadig fokus på spildevand.
Ja, så står vi her igen, fristes man til at sige.
Endnu en generation vandplaner er landet, og vi må konstatere, at vi reguleres på grundlag af modeller og beregninger, som i efterhånden mange år har bevist sin manglende evne til at løse opgaven. Det er forstemmende.
Vandplanernes beregninger er så usikre, at indsatskravenes fysiske placering ændres fra vandplan til vandplan.
Bornholm var i mål i den seneste vandplansperiode, nu skal der gøres store indsatser i min hjemstavn. Det modsatte gælder for Nordjylland.
Hvad skal man mene om det?
Man får i hvert fald ikke en plausibel forklaring fra dem, der har stået bag beregningerne.
De store forskelle i beregnet indsatsbehov for de forskellige egne fra vandplan til vandplan er grundlæggende en klar indikation af, at modellerne fra Aarhus Universitet på ingen måde kan løse opgaven. De er alt for upræcise i forhold til anvendelsen, og det kan samfundet simpelthen ikke være tjent med. Og vi landmænd kan slet ikke.
Der er derfor god grund til at se frem til den second opinion, der er del af den brede landbrugsaftale fra 2021, og som vi politisk har presset på for.
Lokale kystvandråd, som nu er i gang med arbejdet, og evaluering fra et internationalt ekspertpanel kan forhåbentlig give os mere solide og afbalancerede vandplaner efter genbesøget af landbrugsaftalen, der efter planen afsluttes i 2024. Vi har brug for fokus på alle relevante presfaktorer, og på de indsatser, både på land og i vandet, der giver den bedste miljøeffekt i de enkelte vandområder.
Positivt fokus på kollektive virkemidler
Men det er positivt, at det er besluttet, at yderligere kvælstofreduktioner skal ske ved hjælp af kollektive virkemidler.
De er permanente, forstyrrer ikke markdriften og kan hjælpe med at løse både natur- og klimaproblemstillinger samtidig. Efterafgrøder skal derimod anlægges hvert eneste år for at virke, og hvert eneste år vil nogle landbrugere opleve, at det er for tørt, for vådt, for koldt til ordentlig etablering. Det giver store udfordringer i marken – og det minimerer jo også miljøeffekten. Derfor er det vigtigt, at mængden af efterafgrøder ikke skal være større, end hvad der passer i den enkeltes sædskifte.
Hvis ikke kvælstofreduktionerne opnås gennem de kollektive virkemidler, risikerer vi yderligere målrettet regulering i stedet. Det er derfor helt afgørende at vi når i mål med de kollektive indsatser. Den endelige fordeling mellem kollektive og målrettede indsatser besluttes efter genbesøget.
Spildevandet
I vandplanerne er der fortsat alt for lidt fokus på spildevand og miljøfarlige stoffer, der udledes via renseanlæg og ved overløb. Det er positivt, at spildevandsrensningen forbedres på udvalgte vandløbsstrækninger, men 103 km, som der lagt op til, er alt, alt for lidt.
Vi kan se positivt til, at der gøres en større indsats for vandmiljøet i søerne, selvom omfanget også her er for lille.
Det er fint, at der lægges op til restaurering af 41 søer. Restaurering er aktuelt for søer, hvor der er styr på tilledningen af næring og organisk stof. Det er der dog langt fra alle steder. Særligt fosfor er en udfordring for søerne, og derfor er etablering af 800 ha fosforvådområder af hensyn til søerne en god nyhed.
Som det for nyligt var oppe i medierne, er spildevandsoverløb også en kæmpe udfordring for søerne. Det er selvfølgelig positivt, at der sikres spildevandsrensning til otte søer. Men det er, om man så må sige, en dråbe i havet. Langt flere søer har behov. Vi foreslår, at der sikres korrekte indmeldinger om overløb til en start for at skabe et reelt vidensgrundlag for videre indsatser.
Jeg håber, at vi i det forestående arbejde kan få dannet et stærkere fællesskab med staten og kommunerne om i fællesskab at løse flere af de udfordringer, der hænger tæt sammen i miljøarbejdet, og som nu ses på som enkeltelementer.
Det kan vi gøre ved at tænke mere multifunktionelt. De indsatser, vi skal i gang med, skal løse flere udfordringer på samme tid. Det er såvel spildevand, vandtilbageholdelse, afvanding, klimasikring, kvælstof, fosfor og overløb. Det er på tide, at vi gør noget andet, end hvad Århus Universitets enøjede fokus peger på. Deres teorier har ikke givet den ønskede fremgang. Tværtimod har de fornægtet de reelle udfordringer og dermed været med til at bremse reel fremgang i miljøindsatsen.