
Lang ventetid på afklaring om støtteudbetalinger
Landbrug & Fødevarer efterspørger hurtig afklaring af igangværende sager, der strandet i en såkaldt omgåelseskontrol.
En række landmænd venter fortsat på udbetaling af deres landbrugsstøtte for 2021 og 2022. Årsag: Landbrugsstyrelsens såkaldte omgåelseskontrol af de bagvedliggende ejerforhold bliver ved med at trække ud.
L&F: En urimelig behandling af den enkelte landmand
Kontrollen blev indført som følge af Rigsrevisionens kritik for mere end to år siden af Landbrugsstyrelsens forvaltning af landbrugsstøtte. Landbrugsstyrelsen har ikke kunne garantere, at alle 2021- og 2022-sagerne er færdigbehandlede, når landbrugsstøtten for 2023 skal udbetales til december. Og nogle landmænd risikerer at mangle deres landbrugsstøtte for tre år ved årsskiftet.
Landbrug & Fødevarer kender i sagens natur ikke alle de konkrete sager, men betragter den lange sagsbehandlingstid som en urimelig behandling af den enkelte landmand, som heller ikke kan få et klart svar om tidsperspektivet for afgørelsen af deres sag. Den manglende udbetaling af støtte er stærkt belastende for bedrifternes økonomi, og det er er meget indgribende for den enkelte støttemodtager, når sagsbehandlingen trækker i langdrag på sådan en måde.
Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, har på den baggrund henvendt sig til fødevareministeren med en opfordring om at fødevareministeriet sikrer afklaring for de berørte landmænd og afsætter de nødvendige ressourcer til en hurtig afgørelse.