
Lovende vandløbs-retninger i vandplanerne
Med mulighed for flere vandløb vurderet som ”stærkt modificerede” kan vi prioritere indsatser, hvor naturpotentialet er størst.
Vi kan, i forhold til vandløb, være tilfredse med at Miljøministeriet vil sætte en vurdering i gang af, om nogle af de vandløb, der endnu ikke er planlagt en indsats for, kan udpeges som ”stærkt modificerede” , fordi vandløbet er tilpasset for, at arealerne omkring dem kan bruges.
Det kan betyde, at indsatser, der gennemføres i disse vandløb, vil være mindre omfattende af hensyn til anvendelsen af vandløbet. Samtidigt vil det muliggøre en prioritering af indsatser på strækninger med godt fald, og hvor naturpotentialet er størst.
Det har vi længe argumenteret for. Alt for mange danske vandløb er blevet udpeget som ’naturlige’. Vi har, blandt andet ved hjælp af vores selvfinansierede screeningsværktøj, kunnet demonstrere skævhederne i udpegningerne rundt i hele landet.
Blot 5 procent af strækningerne er karakteriseret som ’stærkt modificerede’. Til sammenligning har sammenlignelige lande som fx Polen og Tyskland langt over 20 procent, og i nordtyske vandoplande er andelen af stærkt modificerede vandløb 50 procent eller mere.
Det kan nu tyde på, vi får rettet op på det. Og dermed sikrer en god balance mellem naturtiltag og både byers og landmænds behov for effektiv afvanding.