
Nyt forslag til EU-regler for dyrevelfærd
Dyrevelfærd er højt på den politiske dagsorden i EU. I september vil EU-Kommissionen fremsætte forslag til nye EU-regler for dyrevelfærd.
Som led i EU’s Jord-til-Bord strategi for sunde og bæredygtige fødevarer har EU-Kommissionen forpligtet sig til at revidere de eksisterende regler for dyrevelfærd og opdatere dem i forhold til ny videnskabelig viden på området.
- L&F bakker som udgangspunkt op om en revision af de eksisterende regler, både fordi der er kommet ny viden på en række områder og fordi dyrevelfærd er et område, hvor vi hele tiden skal flytte os og blive bedre. Og det er afgørende, at det sker på EU-niveau, fortæller Trine Vig, chefkonsulent i Fødevare- og Veterinærpolitik, Landbrug & Fødevarer.
Dyrevelfærdslovgivningen har stået stille i EU siden 2007, og det betyder, at der de seneste år har bredt sig et kludetæppe af nationale regler for dyrevelfærd i Europa.
-Resultatet er et fragmenteret indre marked og det er en udfordring for den danske fødevaresektor, der som eksporterhverv er dybt afhængig af et velfungerende indre marked. De nationale regler bliver hurtigt brugt som løftestang for en øget protektionisme og nationale mærkningsordninger, der skal fremhæve national produktion på bekostning af importerede varer, og det er i stigende grad en trussel for EU’s grundlæggende princip om varernes fri bevægelighed lyder det fra Trine Vig Tamstorf, som fortsætter:
-Det er derfor på mange måde positivt, at EU-Kommissionen vil revidere de eksisterende regler for dyrevelfærd og samle Europa om et fælles regelsæt igen der kan bremse den nationale enegang.
Samlet strategi
Når der sker lovændringer på europæisk niveau, er der ofte tale om en proces over flere år, og EU-Kommissionen har de sidste par år haft fokus på at indsamle input til ny lovgivning via en række ekspertgrupper og via EFSA, som er det uafhængige EU-agentur for fødevarer.
-Vi har fra L&F gennem de sidste par år forberedt os på denne proces og hele tiden budt ind med faglig og praktisk viden gennem deltagelse i EU-Kommissionens ekspertgrupper, men også via de europæiske organisationer, hvor vi har haft fokus på at samle vores europæiske kollegaer om en fælles strategi for dyrevelfærd. Det er for første gang lykkedes at samle vores europæiske kollegaer om en samlet strategi for grisesektoren, og det giver os en særlig styrke i det kommende forhandlingsforløb, at vi har samlet landene med størst griseproduktion i Europa: Spanien, Portugal, Frankrig, Danmark, Holland og Tyskland bag en samlet strategi, forklarer Trine Vig og uddyber:
-Der er en fælles erkendelse blandt de store griseproducerende lande, at vi skal flytte os på dyrevelfærd. Konkret bakker alle op om EU-Kommissionens overvejelser om løse søer i farestalden. Diskussionen handler derfor mere om at sikre passende overgangsordninger, så erhvervet får tid til at omstille sig, siger Trine Vig. Det kommende forslag vil også omfatte nye regler for transport af dyr.
-Den nuværende EU-lovgivning om dyretransport er fra 2005, og den tager ikke højde for den teknologiske udvikling. Vi bakker op om ambitionen om at løfte kvaliteten ved transport af dyr og sikre implementering af nye teknologiske løsninger i de nye regler. Men vi har også gang på gang understreget overfor EU-Kommissionen, at den primære udfordring er, at de nuværende regler for transport af dyr ikke er ensartet implementeret på tværs af medlemslandene, fortæller Trine Vig.
Særligt klarhed over ansvarsfordeling er vigtigt
Hovedfokus for os i forhandlingerne er at sikre en tydeligere opdeling af ansvaret for transport af dyr mellem landmand, chauffør og transportvirksomhed. I den forbindelse er det positivt, at Europa-Parlamentet har lyttet til os, og kommet med en klar anbefaling til Kommissionen om at se på ansvarsfordelingen.
L&F arbejder tæt sammen med den danske Venstre-MEP Asger Christensen i diskussionerne om transport af dyr. Senest har Asger Christensen sammen med sin irske kollega været vært for et event i Parlamentet, hvor der blev sat fokus på at sikre høj kvalitet ved transport af dyr, hvor både Irland og Danmark har en styrkeposition og erfaringer med implementering af reglerne, som andre lande kan lære af.
L&F afventer lige nu med stor spænding den konsekvensanalyse af de sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser som EU-Kommissionen er forpligtet til at udarbejde, når der indføres nye regler.
- For L&F er det afgørende, at ændringer er videnskabeligt funderet, og at man ikke går længere, end at vi fortsat er konkurrencedygtige i Europa. Vi kan ikke acceptere en situation, hvor nye høje krav til dyrevelfærd blot fører til øget import fra lande med lavere krav til dyrevelfærd, understreger Trine Vig.
Derudover er det afgørende for L&F at EU-Kommissionen kommer hele vejen rundt i deres analyse. Når man ændrer på reglerne for dyrevelfærd, får det ofte afledte konsekvenser for miljøgodkendelser, byggetilladelser og finansieringsgrundlag, ligesom det påvirker strukturudviklingen. Det vil få stor betydning for hele den store dagsorden med bæredygtighed, da nye regler for dyrevelfærd kan påvirke både klima- og miljøregnskabet.
- Det er et budskab, vi gentager over for EU-Kommissionen gang på gang, fordi man traditionelt har tænkt dyrevelfærd uafhængigt af andre reguleringsområder, lyder det fra Trine Vig.