
Ansøgningsrunden for EU-støtte afkortes alligevel ikke
Efter opråb fra konsulenter og erhverv rykkes ansøgningsfristen for EU-støtte i 2023 fra den 14. april til den 21. april.
Landbrug & Fødevarer kvitterer for Landbrugsstyrelsens ændring af fristen, da det er helt urimeligt at afkorte ansøgningsrunden i et år, hvor der skal søges mange nye støtteordninger som følge af CAP-reformen.
Den 23. december sendte Landbrugsstyrelsen en bekendtgørelse i høring, hvor årets frist for ansøgning om EU-støtte var fastlagt til at ligge allerede den 14. april, og som dermed ville afkorte ansøgningsrunden med en uge.
Efter opråb fra konsulenter og erhverv oplyste fødevareminister Jacob Jensen sidste uge, at Landbrugsstyrelsen nu rykker fristen fra den 14. til den 21. april 2023.
Som Landbrug & Fødevarer blandt andet har påpeget, ville en afkortning af ansøgningsrunden forværre de i forvejen helt urimelige arbejdsvilkår som konsulenterne har i forbindelse med ansøgningerne om EU-støtte. Den store frygt blandt konsulenterne er, at de igen i år vil blive mødt med problemer med IT-systemerne, som vil udsætte dem for et kæmpemæssigt arbejdspres. Dette samtidig med, at IT-systemerne i år skal håndtere mange nye støtteordninger som følge af CAP-reformen.
Læs Landbrugsstyrelsens nyhed om ændringen af fristen her.
Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at Landbrugsstyrelsen sikrer en hurtig og effektiv sagsbehandling, så landbrugsstøtten kan blive udbetalt i december.