
Over 110 år med gode oplevelser og læring i rygsækken
I over 100 år har nonprofit udvekslingsorganisationen, Travel to Farm arbejdet med udveksling af unge landbrugere.
Siden 1912 har nonprofit udvekslingsorganisationen, Travel to Farm hjulpet unge landbrugere med at få erfaring og unikke oplevelser både i udlandet og i Danmark, og efter 110 år er arbejdet stadig lige så relevant:
-Det har en stor værdi for de unge mennesker. Mest fordi, de får nogle gode oplevelser. Og så udvikler de sig ekstremt meget på et personligt plan, fortæller chefkonsulent i Travel to Farm, Mette Storgaard.
Learning by doing
Mantraet bag Travel to Farm er ’learning by doing’, for når de unge bliver sendt i praktik i udlandet, bliver de en naturlig del af teamet på bedrifterne, og det har en stor værdi for det danske landbrug, for de hiver ikke bare en oplevelse for livet med hjem – de tager nemlig også en masse værdifuld viden med hjem igen:
-Vi er rigtig dygtige til landbrug herhjemme, og det tror jeg hænger sammen med, at vi gennem mange år har været gode til at drage ud og hente inspiration og se, hvordan ting bliver gjort andre steder, forklarer Mette Storgaard.
Sidste år sendte Travel to farm ca. 155 elever på afsted rundt omkring i verden til de mange værtslande. Her er USA, Canada og Australien populære destinationer, hvor praktikanterne kan få mulighed for arbejde i nogle lidt anderledes klimaer, end de er vant til herhjemme:
-Det har enormt stor værdi at komme ud og se, at man faktisk godt kan drive et landbrug, selvom det er nogle andre forhold, man kommer ud til, og det vokser man med, når man står med det derude. Og man kan ikke undgå at blive inspireret, fortæller Mette Storgaard.
Globalt samarbejde om den gode udvekslingsoplevelse
Èn af de essentielle værdier hos Travel to Farm er kvalitet, og der stilles høje krav til udvekslingsprogrammerne, så deltagerne får den bedst mulige oplevelse, når de er afsted. Travel to Farm er medlem af GrowAbroad World Alliance, som er en sammenslutning af landbrugs-udvekslingsorganisationer fra mange forskellige lande, der samarbejder på tværs af kloden for at sikre de bedst mulige forhold for deltagerne.
-Det er vigtigt for os, at vi ved, hvor vi sender de unge hen, og derfor arbejder vi altid sammen med vores partnere rundt omkring i verden. På den måde sikrer vi, at de kommer ud til ordnede forhold og kan få en god oplevelse, uddyber Mette Storgaard.
En fremtid med flere gode historier i sigte
Der er sket meget siden 1912, og der ligger stadig et vigtigt stykke arbejde forude:
- Der ligger et stort arbejde i at være med på digitaliseringsbølgen og være up to date med den udvikling, der sker lige nu. For os betyder det, at vi skal tage et blik på den information, vi har på hjemmesiden samt vores ansøgningsskemaer – og hele tiden sørge for, at vi er der, hvor de unge er, så de synes det er nemt og attraktivt at rejse ud i verden. Det kommer til at være et fokusområde for os i den kommende tid, fortæller Mette Storgaard og fortsætter
- Det vigtigste er, at vi fortsætter vores gode arbejde: At sende unge mennesker afsted, så de kan blive inspireret, lære og få gode oplevelser rundt omkring i verden.