
Unge landmænd får vigtig læring på den anden side af kloden
Sammen er vennerne Nilas og Nicklas taget på udveksling for at prøve kræfter i det australske landbrug.
I marts pakkede vennerne Nilas og Nicklas kufferten og fløj til den anden side af kloden for at prøve kræfter med australsk landbrug på en bedrift i det østlige Australien. Her skal de i et års praktik, som er planlagt sammen med Travel to Farm. Nilas og Nicklas kender hinanden fra landbrugsskolen, og selvom de færdiggjorde deres uddannelse for et par år siden, har de valgt at tage endnu et år i praktik:
-Jeg har været afsted i praktik i udlandet før, men synes det var så fedt, at jeg gerne ville afsted en gang til – og så er det jo bare en bonus at være her og opleve det sammen med en god kammerat, fortæller Nilas Grøntved.
De åbner vidder & kænguruer i baghaven
Det kan godt være svært at stå på egne ben i et nyt land og indgå i et team, som taler et helt andet sprog, men det skræmmer ikke de to
-Det er selvfølgelig langt hjemmefra, men det er klart det hele værd. Jeg er jo taget afsted hertil for at få nogle andre erfaringer, end jeg ville kunne få derhjemme. Her i Australien er alt meget større. Vi har marker, der er 1,000 hektar, så de kører jo med nogle kæmpe maskiner. Det synes jeg bare er virkelig fedt at få lov til at prøve kræfter med, fortæller Nilas Grøntved.
Og der er værdifuld viden at hente med hjem i rygsækken
-Der er et enormt klimaspring, og det kan vi virkelig lære meget af og tage med hjem til Danmark. Det er nærmest et ørkenområde her, hvor vi er, så det er virkelig fedt, når man alligevel kan se, at der kan blive grønt over det hele. Hele læringen i arbejdet bag er jo sindssyg god at have med, når vi kommer hjem og skal arbejde i Danmark, fortæller Nicklas Pommer.
Australien byder også på et anderledes dyreliv, end vi er vant til herhjemme, og særligt ét dyr nyder at gøre ophold på bedriften
-Der er simpelthen kænguruer over det hele. De er i baghaven, under tørrestativet, i værkstedet, ved siden af traktoren og oven på traktoren, fortæller Nilas og Nicklas.
En på opleveren
En vigtig del af udvekslingen består også af at blive en del af nye fællesskaber gå opdagelse i værtslandets kultur, og allerede nu har Nilas og Nicklas været ude og opleve lidt af, hvad Australiens har at byde på
-Vi har et rigtig godt forhold til vores host, og han inviterer os med ud og opleve rigtig mange ting. I starten af praktikken var vi f.eks. været inde i byen for at se ’footy’, som er australsk fodbold – det var en stor oplevelse, fortæller Nilas og Nicklas, som fortsætter med et råd til andre unge landbrugere, der går og drømmer om udveksling:
-Vi vil klart anbefale andre unge at tage af sted på den her måde. Man lærer så meget og får en oplevelse for livet. Vi hører stadig folk fra vores forældres generation fortælle om deres udveksling. Så det handler bare om at komme afsted. Og der er man jo heldig, at Travel to Farm kan hjælpe med nogle af de svære ting.