Nyhed, 09.august 2023

Landbruget skal krediteres for reelle optag af klimagasser

Landbruget skal krediteres for de reelt klimagavnlige processer, som vi kan skabe ved at gøre en del af afgrødernes kortvarige optag af CO2 langvarig.

Landbrug & Fødevarer arbejder derfor benhårdt for at forklare landbrugets potentiale til at optage og udnytte CO2 – og at landbruget er en del af løsningen på klimaudfordringen.

Hvorfor krediteres landbruget ikke afgrødernes kortvarige optag af CO2 fra atmosfæren?

Planternes fotosyntese er meget effektiv til at optage CO2 fra atmosfæren. Men når afgrøder bliver til fødevarer til mennesker eller foder til dyr, så afgives CO2 igen, så langt den største del af den CO2, som afgrøderne har optaget, udledes til atmosfæren igen. Det sker for størstedelen af optaget i løbet af kort tid, cirka ½ - 1 år. Den CO2 der er ude af atmosfæren i ½ eller 1 år har ikke samme gavnlige effekt på klimaet, som CO2 der er udtaget i mange år. Derfor medregnes den kortvarige CO2-optag ved planteproduktionen ikke i klimaregnskaberne.

SEGES Innovation har produceret en video, der på en god måde forklarer fagligheden omkring afgrødernes optag af CO2. Den kan du se nedenfor.

Drivhusgasudledningen regnes i CO2 ækvivalenter (CO2-e). CO2-e er den opvarmning drivhusgasserne udgør over 100 år. CO2 og CO2-e er derfor to forskellige enheder.

Det er FN’s klimapanel IPCC, der har valgt beregningsmodeller, hvor CO2-optaget fra afgrøder ikke medregnes. På samme vis medregnes ikke CO2-udledningen ved mennesker og dyrs åndedræt. Danmark følger de samme modeller.

Der er et enormt potentiale i fotosyntesen og i Danmark optager afgrøderne ca. 35 – 40 mio. tons CO2. Kan blot en lille del af denne CO2 forblive langvarig bundet, reducerer det opvarmningen af kloden væsentligt.

Der sker lige nu rigtig meget med produktion af grøn energi, herunder biogas, raps til biodiesel og halm til energi, med pyrolyse og produktion af biokul. Men der sker også en udvikling indenfor brug af halm til isolering, udnyttelse af biogen CO2 ved opgradering af biogas til naturgas og meget mere.

L&F har med 2030-planen vist vejen.