Endnu et år med efterafgrøde-farce
Den rekordvåde juli har sat sine spor. En tur igennem landskaberne viser da også, at der er meget korn, der ikke er klar til høst.
Men høstes skal der jo alligevel, for søndag 20. august er sidste frist for at så efterafgrøder, hvis man ikke vil sanktioneres og have træk i kvælstofkvoten. Det betyder høst af umodent korn, og korn, der nok er modent, men som er så vådt, at det burde stå nogle dage mere og tørre. Det kan man så bruge energi på at tørre. Alt mens vi sår efterafgrøder, som kan få svært ved at få fat i den våde jord.
Jeg har næsten ikke andre ord for det end ’farce’.
Skrivebordsbeslutninger
Det mest rigtige ville være at konstatere, at vejrudsigten i næste uge ser bedre ud og derfor udskyde fristen med en uge, høste tørre afgrøder og så efterafgrøderne i et bedre såbed, der ville give bedre fremspiring. Sådan ville man som landmand gøre, hvis man ikke skulle agere efter skrivebordsbeslutninger.
Situationen er jo desværre ikke ny. Vi oplever mange år med problemer i forhold til have en ordentlig proces med at høste på det rigtige tidspunkt og få sået efterafgrøder inden 20. august.
Prognoserne forudser flere og længere perioder med ekstremt vejr i form af tørke eller kraftig nedbør. Så vi må forvente, at svære høstvilkår bliver normalen snarere end undtagelsen.
Giv landmanden frihed
Der er brug for at give landmanden frihed. Vi ser, at et ’tvunget’ afgrødevalg med vårsæd giver de mest håbløse resultater, det er ikke robust nok, mens vintersæden trods det ekstreme vejr faktisk kan klare sig hæderligt.
Der er også grund til, at politikerne tager et opgør med hele fokuseringen på efterafgrøder og de faste datoer. Det er en møllesten om halsen på landmændene og et udtryk for en gammeldags og alt for snæver tilgang til, hvordan vi kan tilbageholde næringsstoffer fra markerne.
Vores holdning er klar. Og vi deler den med politikerne ved alle lejligheder. Jeg er glad for, at landbrug- og fødevareministeren anerkender problemet og til DR siger, at politikerne skal ” stille nogle regler op, som rent faktisk kan bruges ude i den virkelige verden.”
Vi skal væk fra kun at se på efterafgrøder og kvotereduktion, og i stedet se på det reelle tab af næringsstoffer. Vi skal have adgang til langt flere virkemidler, så den enkelte landmand kan gøre den nødvendige miljøindsats på den måde, der fungerer bedst på hans bedrift.