Foto: Landbrugsmedierne

Nyhed, 23.august 2023

Forslag om grundvandsparker er grøn symbolpolitik

Radikale Venstre benyttede sit sommergruppemøde til at relancere forslaget om at etablere 200.000 ha sprøjtefrie grundvandsparker.

Det er et forslag, der tidligere har været på bordet, og som før må vi konstatere, at hvis intentionen er at beskytte vores drikkevand, så er det den forkerte vej at gå.

af Thor Gunnar Kofoed

For det er jo ikke landbrugets brug af pesticider, der er problemet, hvis vi er bekymret for drikkevandets betydning for menneskers sundhed. En topforsker inden for miljøtoksikologi har lige ud kaldt grundvandsparker ’spild af penge’, og fremhævet, at intet peger på, at landbrugets brug af pesticider udgør et problem for vores sundhed.

Der er til gengæld mange andre trusler for vores drikkevand, som vi bør fokusere på. Det viser ny forskning fra KU, der påviser 400 forskellige kemikalier i vand fra en enkelt boring. Forskerne opfordrer til at se bredere, og ikke kun have fokus på pesticider og PFAS.

Alligevel mener Radikale Venstre, altså at det vil være en god idé at forbyde brug af sprøjtemidler på 200.000 ha god landbrugsjord.

Der er dog grund til at glæde sig over, at man i udspillet har et ikke helt urealistisk udgangspunkt for, hvordan landmanden tænkes erstattet for ikke at måtte dyrke sin jord med pesticider. Her taler man om størrelsesordenen 100-200.000 kr. pr. ha. Altså en samlet regning til samfundet på 20-40 mia. kr.

Det er rigtig mange kroner at kaste i et projekt, som ikke sikrer vores vand fremadrettet, men blot fastholder et skævt og ensidigt fokus på landbrugets pesticider.

SF ønsker helt forventeligt også grundvandsparker, men her lyder meldingen, at man mener, det ’kun’ vil koste 10-20 mia. kr.

Det er svært at se forslaget om grundvandsparker som andet end symbolpolitik om grøn handlekraft. Vores fælles ressourcer kan bruges meget bedre.