
Brev om indberetning af ammoniak til EU
Udleder du over 10 tons ammoniak om året, får du snart brev i digitalpost om, at Miljøstyrelsen beregner din udledning og indberetter den til EU-registret PRTR.
Udledning af ammoniak fra store grise- og fjerkræbrug skal hvert år indberettes til EU’s såkaldte PRTR-register, hvis ammoniakudledningen er over 10 tons om året. Miljøstyrelsen vil de kommende dage skrive til de ejere af grise- og fjerkræbrug, hvor styrelsen har beregnet en ammoniakudledning på over 10 tons pr. år. Det drejer sig om godt 160 bedrifter, der vil modtage et brev fra Miljøstyrelsen i digitalpost.
De berørte husdyrbrug skal inden den 1. oktober følge anvisningerne i brevet om at gå ind i virk.dk og bekræfte oplysningerne (typisk alene emissionen af ammoniak) eller oplyse om korrektioner, som f.eks. kan skyldes anvendelse af teknologier til reduktion af emissionen af ammoniak fra staldanlæggene. Bemærk, at tallene for ammoniak opgives som kg NH3/år og ikke som kg N/år. Brevet i digitalpost giver yderligere information.
Miljøstyrelsens tal er beregnet ved at ”regne baglæns” fra kvælstofmængden på lager i Landbrugsindberetning.dk. Ved tilbageregningen anvendes standard emissionsfaktorer, og der er ikke taget højde for, om der på den enkelte ejendom er installeret miljøteknologi som luftrensning, forsuring, gyllekøling eller varmeveksler. Derfor kan den reelle emission på den enkelte ejendom være betydeligt lavere, end Miljøstyrelsens beregning.
Selv om indberetningen ikke har nogen direkte konsekvens, er der alligevel grund til at interessere sig for størrelsen af det indberettede tal. Det er vigtigt, at en øget anvendelse af miljøteknologi til reduktion af ammoniak afspejles i Danmarks indberetning. Ammoniaktallene bruges udelukkende til at indberette til EU's register over forurenende stoffer og efterfølgende bliver de offentliggjort på EU's miljøagenturs hjemmeside.