Nyhed, 29.august 2023

Det nordiske landbosamarbejde er vigtigt

Midt i den travleste høsttid samledes en række folkevalgte og medarbejdere fra de fem nordiske landes landboorganisationer forleden i Billund til NBC-møde.

Det nordiske samarbejde og sammenhold er vigtigt, for der er mange ting, hvor Norden – trods vidt forskellige forudsætninger – står samlet.

Mens midt-august bød på et par af de sjældne dage med høstvejr, så samledes en del af Landbrug & Fødevarers folkevalgte ledelse forleden med deres kolleger fra de øvrige nordiske lande i Billund. Anledningen var et udvidet, tredages præsidiemøde i NBC, Nordens Bondeorganisationers Centralråd.

NBC er en samarbejdsorganisation for nordiske landbrugs- og andelsorganisationer. Den har eksisteret siden 1934, og præsidentskabet går på tur. De seneste to år har Søren Søndergaard, formand for L&F, været NBC-præsident.

Inspirerende og tankevækkende

I NBC drøftes en lang række emner af fælles betydning, for eksempel international handelspolitik, miljø- og klima, sundhed i dyreholdet og nordisk madkultur.

- NBC er på mange måder et inspirerende og tankevækkende forum at arbejde i. Som dansk landmand står jeg med én virkelighed, som måske ligner, hvad en griseproducent i Skåne kender, men når jeg så møder for eksempel finske eller islandske kolleger, så er det ofte helt anderledes udfordringer, de står med i deres produktion. Det giver et nyt perspektiv på tingene, siger Søren Søndergaard.

Trods de vidt forskellige forudsætninger og muligheder for at drive landbrug, så er det nordiske samarbejde stærkt og nyttigt. Det skyldes ikke mindst, at man har en fælles tilgang og tankesæt om mange aspekter vedrørende fødevareproduktion.

- Ligesom vi ser med mange andre politiske emner, så har vi på tværs af de nordiske lande en fælles grundforståelse af, hvordan tingene bør være om fødevareproduktion, og hvordan vi skal arbejde os hen imod målene. Vi ser meget ens på, hvordan vi som erhverv skal arbejde med eksempelvis grøn omstilling, landbruget som energileverandør, og styrkelse af biodiversiteten, forklarer Søren Søndergaard.

Fælles stemme

Det betyder, at NBC kan tale med fælles stemme på en række dagsordener.

- Og det er selvfølgelig væsentligt, når vi kan markere en fælles nordisk tilgang og holdning til vigtige emner. Det styrker, alt andet lige, vores muligheder for at få lydhørhed for vores synspunkter i forskellige internationale sammenhænge, når det er fem lande, der kan melde ud sammen. Derfor er NBC et rigtigt nyttigt forum, som vi bruger en del kræfter på, fortæller Søren Søndergaard.

Præsidiemødet, der udover folkevalgte inkluderede centrale medarbejdere fra medlemsorganisationerne, handlede dog ikke kun om at fastlægge nordiske linjer.

Minister for landdistrikter og nordiske anliggender Louise Schack Elholm holdt oplæg om ’Jordbrugets betydning i Norden.’Programmet bød også på faglig inspiration ved besøg hos to virksomheder, der arbejder målrettet med grøn omstilling og en mindre klimabelastende fødevareproduktion.

Hos KMC blev deltagerne klogere på, hvordan der arbejdes med kartoffelstivelse, vegetabilske proteiner og ingredienser. Og hos Axel Månsson A/S fik man en indføring i den økologiske produktion af grøntsager, æg og biogas.

- Det er meget sigende for hele NBC-samarbejdet, at vi oplevede en enorm interesse for de to virksomheder, hvad de kan, hvordan de arbejder, og hvilke teknologier de bruger. Det er ikke noget, som findes tilsvarende i de andre lande. På samme måde får vi så nogle aha-oplevelser og inspiration, når vi er på udebane, siger Søren Søndergaard, der efter to år som præsident nu overdrager posten til Bjørn Gimming, leder af Norges Bondelag.

Svensk formand: NBC-samarbejdet giver energi

Formanden for den svenske pendant til Landbrug & Fødevarer, Lantbrukernes Riksforbund, Palle Borgström, er også en stor fortaler for det nordiske samarbejde. Selv om de nordiske landmænd på nogle områder kommer med ganske forskellige forudsætninger og udfordringer, så finder man vanligvis fælles fodslag.

- På nogle områder er udfordringerne forskellige og på andre områder er de ens. I europæiske og globale spørgsmål finder vi som regel en fælles linje. Samarbejdet handler heller ikke kun at finde enighed, men også om at inspireres af hinanden. Jeg vil sige, at forudsætningerne er tilstrækkeligt ens, og samtidigt tilstrækkeligt forskellige til at erfaringsudvekslingen i NBC bliver så værdifuld. som den er, siger Palle Borgström. 

Han har været med i det nordiske samarbejde i en årrække.

- Styrken findes dels i at vi kan tale med fælles røst. Det er vigtigt både i europæiske og globale sammenhænge, men også i Norden. Det aktuelle spørgsmål om de nordiske kostråd er et godt eksempel på det. Men det er også en styrke, at har et så åbent klima indbyrdes, og at vi gerne deler vores respektive styrkepositioner og udfordringer, og på den måde kan hjælpes ad med at gøre hinanden bedre. Samarbejdet i NBC giver energi, siger LRF-formanden.