
L&F tabte desværre stor sag i Højesteret
L&F fik ikke medhold i en principsag, der er ført mod Skatteministeriet på vegne af et medlem.
Desværre blev det slået fast i Højesteretsdom i fredags, hvor et flertal i Højesteret med stemmerne 3-2 fandt, at et udlejet stuehus ikke kan anses som værende en del af en landbrugsvirksomhed, hvorfor bo- og gaveafgiften i dette tilfælde skal beregnes med den høje afgiftssats i 2018.
Hovedspørgsmålet i dommen vedrører, hvorvidt et udlejet stuehus på en landbrugsejendom kan anses som værende del af landbrugsvirksomheden, og derfor ved generationsskiftet skal beregnes bo- og gaveafgift på et udlejet stuehus efter den lave afgiftssats, som var gældende i 2016-2019.
Dommen er med til at gøre det klart for de landmænd, der har generationsskiftet inden 2020, at stuehuse, som er udlejet, ikke kan indgå som del af landbrugsvirksomheden og derved ikke omfattes af den dagældende laver sats ved et generationsskifte. I begrundelsen for afgørelsen fastslår flertallet desuden, at et stuehus udlejet til beboelse ikke er benyttet til landbrug og det derfor ikke er muligt at overdrage et udlejet stuehus med skattemæssig succession efter den såkaldte landbrugsundtagelse, men alene i tilfælde hvor stuehuset udgøre under 50 pct.af ejendomsværdien og dermed omfattet af halvdelsreglen.
Satsen skal sænkes
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regering vil sænke bo- og gaveafgiften fra 15 til 10 pct. for erhvervsvirksomheder. Dommen kan derfor have betydning i fremtidige generationsskifte, hvor samme problematik kan opstå igen. L&F kæmper for at regeringen snarest sænker satsen, og gerne til en lavere sats end 10 pct. og også vil omfatte situationer som den pågældende i Højesteretsdommen. Dommen begrænser ydermere muligheden for succession i udlejet stuehuse på landbrug. Derfor kæmper L&F for, at det skal blive nemmere at overdrage med succession, hvorfor vi gerne ser at reglerne i fremtiden ændres, så udlejning af et stuehus uanset stuehusets andel af vurderingen omfattes af reglerne om skattemæssig succession.
L&F har brugt mange ressourcer på sagen, som startede tilbage i november 2020. Sagen har været kørt i Landsretten og nu er blevet endelig ved Højesteret, hvor 3 mod 2 dommere stemte mod L&Fs standpunkt. L&F var af den overbevisning at et udlejet stuehus, skal anses som værende del af den landsbrugsvirksomhed som drives på ejendommen og derfor have mulighed for at generationsskifte til 7 pct. L&F har ført sagen i samarbejde med advokat Michael Serup fra Beck Bruun.
Afgørelsen vækker ærgrelse hos områdedirektør for Jura & Fonde i Landbrug & Fødevarer Charlotte Bigum Lynæs.
- Det har været en lang og ressourcekrævende sag. Vi tager kun sager i Højesteret, som vi tror på og har vurderet indgående. Afgørelsen, 3 dommerstemmer mod 2, viser også tydeligt, at det var fuldt berettiget, at vi gik til tops med denne sag. Skatteministeriet fik, som i de fleste retssager, medhold. Det er vi skuffede og ærgerlige over, siger Charlotte Bigum Lynæs.
Fakta
Principsager: L&F kan føre visse sager som principsager, som betyder at sagen vil være uden omkostninger for dig. Forudsætningen for at føre en sag som en principsag er, at sagens væsentligste problemstilling har grundlæggende betydning for en stor del af medlemmer, at muligheden for at vinde vurderes som rimelige, og at skadevirkningen ved et nederlag ikke er for stor.
Skattemæssig succession: Skattemæssig succession betyder, at den der erhverver et aktiv, indtræder i overdragerens skattemæssige stilling. Dette medfører, at den der overdrager aktivet ikke beskattet af avancen, og erhververen overtager den latente skat på aktivet.
Halvdelsreglen: Halvdelsreglen betyder, at såfremt over 50 pct. af ejendommen anvendes erhvervsmæssigt, kan der succederes i hele ejendomsavancen.