Nyhed, 13.september 2023

Maskinerne kom til Rådhuspladsen

Som del af Golden Days der i år handler om livet på landet, blev Rådhuspladsen indtaget af landbrugets maskiner.

Lørdag d.9. september inviterede Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Golden Days københavnerne til at opleve et udvalg af de største, nyeste og mest avancerede landbrugsmaskiner på Rådhuspladsen.  

Københavnerne mødte talstærkt op og interessen var stor for de mægtige maskiner, der inkluderede 6 traktorer, en såmaskine, gyllenedfæller, plov, tipvogn, mejetærsker, gødningsspreder og en sprøjte.

De fremviste maskiner var allervenligst udlånt af Dansk Maskinhandlerforening.

Landbrug & Fødevarers administrerende direktør Merete Juhl kiggede også forbi arrangementet og fik sig en snak med både gæster og landmænd.

”Landbrug kan let virke fjernt, når man bor i byerne, og det er der egentlig ikke noget at sige til. Men Danmark er et landbrugsland, og fødevareerhvervet er en vigtig del af samfundsøkonomien. Det vil vi gerne vise frem, og det gjorde vi i weekenden i København,” fortæller hun.

Den kulturhistoriske festival Golden Days sætter i år fokus på det landlige ophav under titlen ’Golden Days på landet’. Festivalen bidrager til L&Fs større strategi om at skabe mere åbenhed omkring landbruget. Derudover får Åbent Landbrug en ekstra annonceringsplatform og målgruppe for den kommende begivenhed.