
Tvivl om ny dyrevelfærdslovgivning i EU
L&F arbejder på at sikre klarhed over fremtidens regler for dyrevelfærd for at sikre et velfungerende indre marked med fælles standarder og lige konkurrence.
EU-Kommissionen har længe haft ambition om at fremlægge forslag til ny dyrevelfærdslovgivning i EU ved udgangen af september, herunder krav om løsdrift for grise i løbe- og farestalden. Ikke desto mindre er der nu skabt tvivl om hvorvidt der overhovedet kommer et forslag i denne kommissions levetid. Årsagen er, at den økonomiske situation i Europa er under pres med stigende fødevarepriser på grund af krigen i Ukraine, energikrisen og en eventuel udvidelse af EU mod øst i de kommende år.
Frusterende for de, der vil investere
Det er frustrerende for landmænd, der står over for at skulle beslutte sig for investeringer, at de ikke ved, hvilken lovgivning eller regulering, der kan være på vej. Gennem de sidste par år har vi i L&F forberedt os på en kommende revision af EU’s regler for dyrevelfærd, og det er for første gang lykkedes os at samle vores europæiske kollegaer om en samlet strategi for dyrevelfærd i grisesektoren, som landene med størst griseproduktion i Europa står bag. Det gælder landene Spanien, Portugal, Frankrig, Danmark, Holland og Tyskland. Der er en fælles erkendelse blandt de store griseproducerende lande om, at vi skal flytte os på dyrevelfærd. Helt konkret bakker alle op om EU-Kommissionens overvejelser om løse søer i farestalden under forudsætning af passende overgangsordninger, så erhvervet får tid til at omstille sig.