Foto: Landbrugsmedierne

Nyhed, 25.januar 2023

Mere fleksibilitet i kvælstofregler er det helt rette spor

Den målrettede kvælstofregulering har langt hen ad vejen været et bureaukratisk mareridt for de danske landmænd.

af Thor Gunnar Kofoed

Fleksibilitet er nøgleordet for den gode reguleringspraksis, som vi efterspørger. Landmanden skal have muligheden for at levere indsatsen for miljøet på den måde, der giver mening på hans jord og med hans produktion.

Derfor er der grund til tilfredshed med, at det ser ud til, det fra i år bliver muligt at flytte tilmeldte målrettede efterafgrøder på tværs af visse ID15-områder i kystvandoplandet.

Det er en ændring, som vi har arbejdet for i lang tid. Der kan ske rigtigt meget i løbet af dyrkningssæsonen, og den planlagte placering viser sig måske slet ikke at være den optimale. Så skal det selvfølgelig være muligt at følge det dygtige landmandskab.

Det er glædeligt, at den nye fødevare- og landbrugsminister så hurtigt leverer en forenkling, som kan komme landmænd til gavn.

Det er det helt rette spor at følge.

Vi skal levere den nødvendige indsats, ingen tvivl om det. Men bureaukrati, som kun gør livet vanskeligere for landmændene, skal skrottes, og vi skal have sat fart på godkendelse af flere miljøvirkemidler. Værktøjskassen skal fyldes op.

Jeg håber, at ministeren følger op med flere gode og konstruktive tiltag, der kan gøre arbejdet med målrettet regulering til en håndterlig opgave og ikke noget, der føles som en møllesten om halsen. Vi indgår meget gerne i et samarbejde om dette.