Nyhed, 25.januar 2023

Notat foreslår kompensation ved §3-lavbundsarealer

Et notat fra IFRO lægger op til at give kompensation, selvom arealerne er §3, vurderer L&F.

Længe har der været tvivl om kompensation ved udtagning af lavbundsarealer med §3-status.

Et notat fra IFRO fra oktober 2022 anerkender, at der vil være begrænsninger og indkomsttab ved udtagning af lavbundsarealer med status som permanent græs, som også går ud over dem, som følger af det generelle forbud på § 3 arealer. Notatet fastlægger altså, at kompensationen for udtagning af disse arealer ikke afhænger af om arealerne er § 3 eller ej.

Stor betydning

Dette har stor betydning forklarer Karen Post, der er naturchef hos Landbrug & Fødevarer.

”Vi finder konklusionerne i IFRO’s notat meget interessante. Efter vores klare opfattelse giver notat grundlag for, at der fortsat kan gives kompensation for udtagning af lavbundsarealer, der er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Så nu er der behov for politisk handling,” siger Karen Post og opfordrer til, at de ansvarlige myndigheder kommer med en afklarende udmelding snarest.

”Vi mener, at der på baggrund af notatet snarest bør komme en klar udmelding fra politisk side om, at de hidtidige satser for udtagning af § 3 arealer, der indgår i et lavbundsprojekt, opretholdes, og at det fortsat vil være muligt at få en engangskompensation 35.500 kr. / ha (engangskompensation) for permanente græsarealer uanset om der er tale om § 3 arealer eller ej,” siger Karen Post.  

Dybt beklageligt 

”Det er dybt beklageligt, at det har taget næsten et år at få en afklaring, da usikkerheden har betydet, at lavbundsindsatsten mange steder er gået helt i stå. Ikke mindst set i lyset af, at det nu lader til, at der ikke er nogen udfordringer med de hidtidige satser på permanent græs. Der har således tilsyneladende været tale om et bureaukratisk benspænd, som helt kunne have være undgået,” siger Karen Post.

Udtagning af lavbundsjord har et stort grønt potentiale, men ofte møder projekterne bureaukratiske knaster, hvilket forsinker dem markant.

”Vi er bekymrende for om forsinkelsen har betydet, at potentielle udtagningsprojekter vil være tabt – og vi vil derfor opfordre til, at myndighederne nu vil gøre alt for at sætte mest mulig gang i udtagningsprocessen - herunder at minimere øvrige barrierer,” siger Karen Post.