Nyhed, 25.januar 2023

NOVANA 2021: Nye kvælstoftal offentliggjort

De nyeste resultater, gældende for 2021, fra den Nationale Overvågning af Vand og Natur (NOVANA) blev offentliggjort i sidste uge.

Den danske udledning af kvælstof, via vandløbene, til havet var i 2021 på 49.000 tons. Tallet afhænger i høj grad af nedbør, hvilket der så korrigeres for. Da 2021 var et relativt tørt år, bliver det korrigerede tal højere; nemlig 55.000 tons kvælstof. Det er en smule mere end 2020, hvor det korrigerede tal var 51.000 tons. Set over en årrække er udledningen tæt på status quo.

Resultatet overrasker ikke Anders Panum Jensen, miljødirektør i L&F.

- Stilstand i tallene for kvælstofudledning ligger sådan set helt i tråd med, at der desværre ikke er sket noget reelt ryk i implementering af virkemidler til kvælstofreduktioner, siger Anders Panum Jensen, der understreger at det er en præmis for at få gang i en udvikling.

- L&F arbejder for at nedbryde barrierer for implementeringen af virkemidler, og for at få godkendt flere virkemidler samt for at ændre tilgangen fra en kvælstofregulering med nationalt sigte til at få lokalt baserede vandplaner.

Med Landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet, at de nye vandplaners kvælstofmål på 38.400 tons skal nås primært gennem kollektive virkemidler, altså virkemidler uden for dyrkningsfladen. L&F er stærkt kritisk over for de beregninger, der ligger til grund for kvælstofmålet, men bakker op om tilgangen med kollektive virkemidler.

L&F forventer, at der snart sker noget omkring lokalt baserede vandplaner. Med Landbrugsaftalen blev det besluttet at gennemføre et mindre antal lokalt baserede pilotanalyser for at afsøge mulighederne ved denne tilgang. Der er ansøgt om midler til dette fra otte vandområder, men grundet valg og regeringsdannelse er det endnu ikke meldt ud, hvilke områder der er udvalgt til at gennemføre analyserne.

- De mange danske fjorde er vidt forskellige og har hver deres udfordringer. Derfor ser L&F ikke de overordnede, nationale planer som løsningen på udfordringerne i vandmiljøet. Udgangspunktet skal være den enkelte fjord og de problemer og løsningsmuligheder, der findes - helt lokalt, siger Anders Panum Jensen.