Foto: Landbrugsmedierne

Nyhed, 25.oktober 2023

Regeringen glemte en klimatilpasningsplan for det åbne land

Sæsonen for store nedbørsmængder med efterfølgende oversvømmelser i byerne står foran os. Ja, i Odder kunne man onsdag morgen allerede opleve problematikken.

af Thor Gunnar Kofoed

Det var som udgangspunkt derfor god timing lige efter efterårets første storm, da regeringen først på ugen lancerede sin længe ventede klimatilpasningsplan.

Planen er døbt Klimatilpasningsplan 1. Jeg må stærkt formode, at det betyder, at der er en Klimatilpasningsplan 2 på vej også. Og den bør komme hurtigt.

For den fremlagte plan adresserer slet ikke et helt centralt emne, klimatilpasningen i det åbne land.

Det bliver stadig mere udfordrende at få vandet væk fra markerne. Udfordringerne skyldes de stigende og mere ekstreme nedbørsmængder, men også at vedligeholdelse af vandløbene flere steder stadig halter. Samlet set betyder det, at kapaciteten flere steder ikke længere er tilstrækkelig. Det at lade vores vandløb gro til, det er ved at være så omkostningstungt for lokalsamfund på landet, at “laden stå til” er uacceptabelt. Det er jo alt andet lige meget billigere at rense vandløbet hvert andet år, end at bygge diger og forhøje dem hvert 10. år.

Brug for ny- og helhedstænkning

Skal vi lære lidt af klimaændringerne de seneste 5 år, så skal der virkelig gøres noget drastisk.

En plan for det kræver nytænkning af vandløbsindsatsen. Der er blandt andet behov for at lave helhedsplaner for alle relevante vandløbssystemer. Vandet kender ingen grænser, og indsatsen skal koordineres på tværs af kommuner og relevante aktører.

Helhedsplanerne skal inkludere klimatilpasning, afvanding af marker, natur og miljø. Det giver også de bedste muligheder for etablering af vandparkeringspladser, forbedrede afvandingsforhold og naturtiltag på udvalgte strækninger.

Planerne skal selvfølgelig følges op af en robust finansiering, for eksempel i form af en klimatilpasningsfond, så arbejdet ikke går i stå på grund af manglende midler.

Klimatilpasning løses ikke i bidder. Der skal tænkes i helheder, og her er forholdene i det åbne land helt centrale. Regeringen må hurtigst muligt på banen med et udspil, som adresserer det.