
Begrænset villighed til at betale for dyrevelfærd
EU-Kommissionen har netop offentliggjort deres undersøgelse af EU-borgeres holdning til dyrevelfærd.
84 pct. af de adspurgte mener, at landbrugsdyr skal beskyttes bedre i deres land, og 83 pct. mener at transporttiden for dyr skal begrænses. I L&F er vi kritiske overfor undersøgelsen, da den udelukkende spørger til borgernes holdning, og ikke forholder sig til borgernes reelle adfærd i indkøbssituationen.
EU-Kommissionen har netop offentliggjort deres undersøgelse af EU-borgeres holdning til dyrevelfærd. Resultatet af undersøgelsen viser, at 84 pct. af de adspurgte mener, at landbrugsdyr skal beskyttes bedre i deres land, og 83 pct. mener at transporttiden for dyr skal begrænses.
Samtidig viser undersøgelsen, at 6 ud af 10 er villige til at betale mere for dyrevelfærd, hvoraf:
- 26 pct er villige til at betale op imod 5 pct ekstra,
- 20 pct. Vil betale op til 10 pct ekstra,
- mindre end 8 pct vil betale op til 20 pct ekstra og kun 6 pct vil betale mere end 20 pct ekstra.
Der er altså fortsat begrænset vilje til at betale mere end 5-10 pct ekstra for dyrevelfærd.
Resultaterne fra undersøgelsen af danske borgere, viser et bedre og mere nuanceret svar end gennemsnittet i EU. Flere danskere mener, at landbrugsdyr i Danmark allerede er bedre beskyttet i DK end i EU27. Endelig viser undersøgelsen en større villighed til at betale mere for dyrevelfærd, en større opmærksomhed på dyrevelfærdsmærker og en større tilfredshed med udbuddet af dyrevelfærdsmærket kød end i EU27.
L&F er kritiske overfor undersøgelsen, da den udelukkende spørger til borgernes holdning, og ikke forholder sig til borgernes reelle adfærd i indkøbssituationen.