
Foto: Prikken Design
Friske forskningsmidler er solidt boost grønne ambitioner
En bred politisk aftale sikrer væsentlige midler til forskning og udvikling i et landbrug, der stadigt er højeffektivt, men også mere bæredygtigt.
Tidligere på året præsenterede Landbrug & Fødevarer ’Dyrk Mulighederne’, en klimaplan frem mod 2030. Planen har fokus på forskning, udvikling og ibrugtagning af nye teknologier, der kan gøre den danske fødevareproduktion mere klimaeffektiv, og dermed leve op til de fastsatte klimamål.
Solidt boost
Den slags koster mange penge, og det var derfor en meget tilfreds erhvervs- og forskningsdirektør i L&F Anders Martin Klöcker, der kunne konstatere, at forskning i landbruget og fødevaresektoren næste år får betydelige midler fra den såkaldte forskningsreserve. Det er et bredt flertal i folketinget enige om. Forskningsreserven er den del af finansloven, som angår de penge, politikerne vælger at afsætte til forskning det kommende år.
- Hvis vi skal ad den udviklingsvej mod et klimaneutralt fødevareerhverv, som vi ønsker, og som regeringen også har forpligtet sig på i regeringsgrundlaget, så skal der forskes og udvikles intensivt. Derfor er det også rigtig gode nyheder, at der er bred politisk enighed om at give forskningen på området et meget solidt boost. Det er et godt stykke hen ad vejen det, vi har efterspurgt af politikerne i forhold til forskningsreserven, siger Anders Martin Klöcker.
Aftalen sikrer blandt 50 mio. kr. til forskning i klima- og miljøvenligt landbrug, 75 mio. kr. til udvikling af fremtidens klimavenlige fødevarer, og 45 mio. kr. til forskning i biosolutions. Det er mikrobiologiske løsninger, der udnytter enzymer, mikroorganismer og bakteriekulturers egenskaber til at udvikle grønnere produkter, og som kan udgøre alternativer til traditionelle, kemiske og fossile produkter.
- Yderligere 320 mio. kr. går til fire forskningspartnerskaber, hvoraf det ene, AgriFoodTure, har en række af L&F’s medlemmer som partnere. AgriFoodTure har som mål at gøre Danmark verdensledende inden for grøn omstilling af landbrugs- og fødevareproduktionen, gennem nye, banebrydende løsninger og teknologier, og der er i aftalen signaleret, at partnerskaberne skal prioriteres i årene fremover fortæller Anders Martin Klöcker, der også glæder sig over 70 mio. kr. til forskning i økologi.
- Det er nødvendigt med yderligere midler til økologiforskningen, hvis den danske produktion skal bevare sin styrkeposition. Der er brug for mere viden om økologi i relation til klima, miljø, dyrevelfærd og recirkulering, siger Anders Martin Klöcker.
Bekymringsflag
Midt i tilfredsheden hejser han dog et bekymringsflag. Meget af den forskning i fødevareklyngen, der foregår på universiteterne, mister nemlig midler som følge af det såkaldte omprioriteringsbidrag. Der skæres hvert år to procent af budgettet af den forskningsbaserede myndighedsbetjening, og det er en farlig udvikling.
- To procent forekommer ikke umiddelbart så voldsomt, men set over en årrække, så betyder det en voldsom udhuling af forskningen indenfor vores område. Set i det lys er det ekstra vigtigt, at der i forhandlingerne blev afsat 140 mio. kr. til opbygning af strategiske forskningsmiljøer, og at der med aftalen er sendt et signal om, at opbygningen skal fortsætte i de kommende år, siger Anders Martin Klöcker.