Nyhed, 08.november 2023

Nyt videncenter glæder landbruget

Fra talerstolen på delegeretmøde præsenterede Mathias Tesfaye (S) og Anni Mathiesen (V) nyheden om at oprette et Videnscenter for Jord- og Landbrug.

Der eksisterer i dag ti videnscentre for erhvervsuddannelser, men jordbrugets uddannelser har indtil nu ikke været dækket af et selvstændigt videnscenter. Det er derfor et mangeårigt ønske fra Landbrug & Fødevarer og andre parter i erhvervet, der nu går i opfyldelse.

-Landbruget spiller en vigtig rolle i forhold til at få nedbragt vores CO2-aftryk, og derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu opretter et videnscenter, som skal sikre, at eleverne på land- og jordbrugsuddannelser bliver endnu bedre klædt på med de kompetencer, der rent faktisk er brug for ude i virksomhederne, sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Lars Jonsson rejste sig fluks efter nyheden og sagde til politikerne

-Jeg er så glad for det her, at det føles som om, der lige er kørt en ny traktor ind på gårdspladsen. Og vi stiller os rigtig gerne til rådighed for, at det her bliver en succes.

Undervisnings- og børneordfører Anni Mathiesen replicerede:

-Nu er pengene afsat, og tanken er så nu, vi skal ud i en udbudsrunde for at finde ud af, hvor videncentret skal placeres. Så skal viden fra videncentret ud at leve i erhvervet og ud at hjælpe i virkeligheden hos landmændene. Det er en vildt spændende opgave.

Det nye videnscenter skal blandt andet understøtte den grønne omstilling af dansk landbrug ved at styrke viden og kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling samt understøtte erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser i deres arbejde med nye teknologier. For eksempel ved at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb. Konkret afsættes der 4,4 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til drift af videnscentret samt 7,5 millioner kroner i 2024 og 3,0 millioner kroner i 2025 til udstyr til videnscentret.

-Vi takker regeringen for at have lyttet og fundet midler..Det er afgørende for at fremtidssikre landbrugsuddannelserne og ikke mindst er det vigtigt for at sikre, at de unge som står forrest i den grønne omstilling bliver så dygtige som muligt, siger adm. direktør Merete Juhl fra Landbrug & Fødevarer

Samtidig vil Novo Nordisk Fonden indgå i et partnerskab og bidrage økonomisk til at sikre den grønne omstilling af jord- og landbrugsuddannelser, som etableringen af videnscenteret også skal bidrage til.

-Vi hilser meget velkomment, at Novo Nordisk Fonden ønsker at indgå i et partnerskab om at gøre fremtidens landmænd endnu dygtigere. Det vidner også om, hvor vigtigt det er, mener Merete Juhl.

Også viceformand Lone Andersen glæder sig:

-Vi skal højne kvaliteten og øge rekrutteringen på uddannelserne ved blandt andet at styrke rammerne for videndeling og samarbejde på tværs af aktører i det uddannelsespolitiske landskab. Vi vil bidrage til at sikre, at videncenteret bliver en succes og får den ønskede effekt på både kommende faglærte og den grønne omstilling, fastslår Lone Andersen.

Videnscenteret forventes etableret i løbet af 2024. De for andre erhverv 10 eksisterende videncentre har blandt andet til formål at sikre, at udstyr og kompetencer på erhvervsuddannelserne følger med den digitale og teknologiske udvikling samt med den grønne omstilling.

Kontakt