Nyhed, 15.november 2023

Ansøgningsrunde til lavbundsordningen forlænges med 14 dage

Miljøstyrelsen har valgt at give 14 dage ekstra til at søge om udtagning af lavbundsjord i forbindelse med årets ansøgningsrunde til klima-lavbundsordningen.

I landbrugsaftalen fra 2021 blev der politisk sat et mål om at udtage 100.000 hektar landbrugsjord inden 2030, og det er klima-lavbundsordningen en væsentlig bidragsyder til. Der er således afsat mere end 600 mio. kr. i årets pulje til lavbundsarealer, som skal finansiere udtagningen af næsten 5.000 hektar.

Miljøstyrelsen har opgjort, at de indtil nu har modtaget 33 ansøgninger for et areal på omkring 2.193 hektar. Derfor er der stadig midler at søge i årets pulje. På den baggrund er ansøgningsfristen til årets ansøgningsrunde blevet forlænget med 14 dage, så den nu løber til 24. november.

Flere ressourcer til vigtig opgave 

I Landbrug & Fødevarer er vi helt opmærksomme på vigtigheden af, at denne indsats lykkes. Vi har derfor været aktive i medierne for at understrege behovet for, at kommunerne tildeles flere ressourcer, så flere projekter kan søges og behandles. Skal vi nå i mål med udtagningsindsatsen, er det væsentligt at kommunerne har de rigtige rammer, da udtagning af lavbundsjord først og fremmest er en myndighedsopgave, hvor især kommunerne skal være projektledende. Har man lavbundsjord, man ønsker at udtage fra sin produktion, anbefaler vi derfor også, at man enten tager fat i sin kommune eller lokale udtagningskonsulent. 

 

  • Landbrug & Fødevarer afholdt 26. oktober et webinar, hvor vi sammen med Miljøstyrelsen fortalte om bl.a. klima-lavbundsordningen. Du kan se eller gense webinaret her.