Foto: Landbrugsmedierne

Nyhed, 15.november 2023

Krav til naturgenopretning – EU lytter til vores bekymringer

Tidligere på året endte forhandlingerne om EU’s Naturgenopretningsforordning i et politisk splittet Europa-Parlament.

af Lone Andersen

Kommissionsformand Ursula von der Leyen tog kritikken til sig og i hendes årlige State of the Union-tale fik landbruget en central plads: ”Vi har brug for mere dialog og mindre polarisering. Derfor vil vi indlede en strategisk dialog om fremtidens landbrug i EU.”

I sidste uge i en natteforhandling gik Naturgenopretningsforordningen så videre i systemet, og en ny tilgang til dialog har effekt. Vi er tilfredse med, at der i forhandlingerne er lyttet til nogle af vores bekymringer og at der i forhold til det oprindelige forslag fra EU-Kommissionen er en større realisme og større fleksibilitet i forhold til de stadig meget ambitiøse krav.

Det er positivt, at medlemsstaterne i første omgang skal prioritere genopretningsindsatsen inden for Natura 2000 områderne. Det understøtter målene i habitatdirektivet og fokus på eksisterende værdifuld natur. Samtidig bliver en række af indsatserne handlingsbaserede frem for resultatbaserede. Så undgår vi krav, der ryger ind i umulige frister.

Uklarheden om betydningen for fødevareproduktionen er dog stadig stor. Det giver fortsat anledning til bekymring. Og selvom der med ændringerne er kommet fokus på blandt andet frivillighed, når der skal udtages lavbundsjorder, så må det forventes, at flere af de nye krav vil få direkte betydning for landbrugserhvervet.

Med det nuværende kompromis har medlemsstaterne et stort ansvar i implementeringen for balance mellem indsats for natur og biodiversitet og øvrige samfundsmæssige interesser - herunder en bæredygtig fødevareproduktion. Vi går nu i tæt dialog med Miljøministeriet om Danmarks nationale valg.