
Danmark ligger flot i statistik over antibiotika-forbrug
European Medicines Agency har offentliggjort den nye rapport over antibiotika-forbrug til dyr i 2022, og Danmark ligger fortsat flot i den samlede statistik.
Forbruget til dyr i Europa er faldet med 53 % siden 2011. Og forbruget af 3. og 4. generations cefalosporiner er i samme periode faldet med 51 %, fluoroquinoloner med 25 % og colistin med 81 %. Der er således en meget positiv udvikling i både totalforbruget og forbruget af de kritisk vigtige antibiotika på tværs af Europa.
Gennemsnitsforbruget per kg biomasse (biomasse er den samlede vægt af alle husdyr i landet) var 73,9 mg per kg dyr. Forbruget i Danmark var 34,1 mg per kg dyr. Danmark brugte 57 % mindre antibiotika til danske husdyr end gennemsnitsforbruget i Europa. Forbruget af de kritisk vigtige antibiotika i Danmark var ligesom i de øvrige skandinaviske lande registreret som så lavt, at det ikke kunne angives. Det vil sige reelt 0.
Sammenlignet med 2021 er der tale om en lille stigning fra 33,4 mg per kg dyr til 34,1 mg per kg dyr. Det skyldes dels en lille stigning i forbruget til smågrise efter ophøret med brug af zink, og en forskydning i bestandens sammensætning. På grund af en større eksportandel af smågrise, udgør slagtegrise en mindre andel af biomassen. Da der bruges mere antibiotika per kg smågris end per kg slagtegris, stiger forbruget opgjort per kg dyr.