Nyhed, 29.november 2023

Længe ventet Svarer-rapport om CO2-afgift udskudt – igen

Ekspertudvalget med professor Michael Svarer i spidsen har i lang tid analyseret, hvordan en afgift på landbrugets biologiske processer kunne skrues sammen.

Nu er den endnu en gang udsat. Det understreger, hvor svært det er at lave en CO2-afgift for landbruget.

Svarer-rapporten forventes nu færdig i uge seks i 2024. Det vækker stor ærgrelse hos Landbrug & Fødevarer. Klimadirektør i L&F Niels Peter Nørring siger om udsættelsen:

”Det er ærgerligt, at udvalget er forsinket endnu en gang. Der er brug for afklaring, så vi kan fortsætte den udvikling, som landbruget allerede er i gang med. Udsættelsen af rapporten viser, hvor svær en opgave, de er sat til at løse. En opgave, hvor man skal sikre grøn omstilling og samtidig bevare konkurrenceevne og arbejdspladser i landdistrikterne. Vi ser frem til at læse rapporten i februar og indgå i en konstruktiv dialog om den grønne omstilling for fødevareerhvervet. Vi har med vores 2030-plan ’Dyrk mulighederne’ understreget, at vi kan, og at vi vil levere, så landbrugsaftalens målsætning om en reduktion i landbrugets klimagasser nås.”