Nyhed, 01.februar 2023

L&F-nytårskur med seks ministerbesøg

Stemningen var god, da Landbrug & Fødevarer afholdte nytårskur efter flere års coronapause.

Med musik, god mad – blandt andet en særdeles eksperimenterende æbleskive med blæksprutte – og godt selskab blev nytårskuren skudt i gang torsdag i sidste uge. På aftenen kunne deltagerne høre Landbrug & Fødevarers administrerende direktør Merete Juhl tale om planerne for fremtiden. 

Hun løftede sløret for den kommende 2030-plan, som skal være med til at understøtte der klimaarbejde, som der allerede nu og i fremtiden bliver gjort i erhvervet.

- Landbruget skal levere fem mio. ton CO2-reduktioner ved hjælp af udvikling, investeringer og innovation. Det er et bredt Folketing blevet enige om i den landbrugsaftale, de indgik i 2021. Og det kan vi godt! Og det skal vi! Det bliver ikke let. Men det er afgørende for erhvervets fremtid, at vi selv udpeger de konkrete veje, der kan føre os frem til målet. Det arbejde vil I høre meget mere om de kommende uger, sagde Merete Juhl i sin tale. 

Blandt gæsterne til nytårskuren var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som holdt en tale, hvor han satte ord på fødevarebranchen i det globale perspektiv. Fødevareminister Jacob Jensen, miljøminister Magnus Heunicke, transportminister Thomas Danielsen, skatteminister Jeppe Bruus og minister for landdistrikter Louise Schack Elholm var de andre deltagende ministre.