
L&F bidrager til EU's 25% reduktion i indrapportering
L&F prioriterer regelforenkling og bureaukratireduktion. Derfor kom L&F med input på EU-Kommissionens anmodning om at tilpasse eller fjerne indrapporteringskrav
Landbrug & Fødevarer har spillet ind med ni forslag til fremtidig lovgivning, som vi mener vil lægge unødvendigt pres på vores medlemmer – både landmænd og virksomheder. Det drejer sig blandt andet om følgende:
- Farm Sustainability Data Network (FSDN): Landbrug & Fødevarer støtter generelt omlægningen fra FADN til FSDN, men er dog bekymrede over det forslag EU-Kommissionen lægger op til. Kommissionen lægger op til, at landmænd og nationale myndigheder, i fremtiden, skal rapportere på en lang række af variable, hvilket vil medføre store administrative omkostninger. Landbrug & Fødevarer er ligeledes bekymrede for, at det ikke er muligt at indhente de foreslåede data og at disse i øvrigt ikke vil kunne sammenlignes på tværs af medlemsstater.
- Udvidet brug af georeferede billeder i kontrollen: Landbrug & Fødevarer er generelt kritiske overfor den udvidede brug af georeferede billeder i kontrollen. Landbrug & Fødevarer er bekymrede for, at bevisbyrden i højere grad flyttes til landbrugeren.
- Direktivet om industrielle emissioner: Alle større virksomheder i fødevareindustrien (slagterier, mejerier, biogasanlæg mv.) og store husdyrbrug (grise og høns) bliver nu underlagt krav om indberetning i et omfattende miljøledelsessystem. For eksempel skal slagterier have specifikke styringssystemer for vand, energi, kemikalier, lugt, støj og køling. Landbrug & Fødevarer mener, at dette vil øge de administrative byrder, for virksomhederne betydeligt uden at være proportionalt med evt. miljøforbedringer.
Hele Landbrug & Fødevarers høringssvar kan ses her.
For Landbrug & Fødevarer er det helt afgørende, at europæiske virksomheder ikke stilles ringere på det globale marked som følge af omfattende regulering. Således peger international litteratur på, at der vil være store fordelingsmæssige og økonomiske udfordringer ved regulering.
Til daglig sidder Landbrug & Fødevarer ligeledes med i Erhvervslivets EU- og Regelforum, som har til opgave at rådgive regeringen om, hvilke regler der gør det unødvendigt kompliceret at være virksomhed.