
Nyt lavbundskort gør blot indsatsen endnu mere vigtig
Mængden af kulstofrig lavbundsjord er faldet fra 170.000 til 118.000 ha siden 2010. Opgørelsen ændrer ikke på målsætningen om udtagning af 100.000 ha.
Kulstofrige lavbundsjorde står forsat for en stor del af landbrugets CO2-udledninger og udtagningsindsatsen er ikke blevet mindre vigtig. Det må være de væsentligste konklusioner efter at forskere fra Aarhus Universitet netop har offentliggjort et nyt studie af landets lavbundsjorde. Studiet viser overordnet set tre vigtige ting:
1. Vha. jordprøver og nye modelleringsmetoder er forskerne bag studiet kommet frem til, at der blot er 118.000 ha lavbundsjord med et kulstofindhold over 6 pct. tilbage. Hidtil har man troet, at det var 170.000 ha.
2. Studiet viser også, at de kulstofrige lavbundsjorder forsvinder meget hurtigere end hidtil antaget. I takt med at kulstoffet i jorden frigives som CO2, omdannes jorden til mineraljord, men i processen sker der en stor udledning af CO2 til atmosfæren.
3. Samtidig har AU også offentliggjort, at laboratoriemålinger fra et andet studie indikerer, at kulstofrige lavbundsjorder med 6-12% kulstof har en CO2-udledning, der ligger på niveau med jorde med over 12 pct. kulstof. Hidtil har man antaget, at udledningen kun var halvt så stor.
Der er altså ikke så mange kulstofrige jorde tilbage, de forsvinder hurtigere end forventet og udleder i processen sandsynligvis mere CO2 pr. ha, end man hidtil har antaget.
Fra landbrugets side viser den nye rapport blot, at udtagningsindsatsen haster, og at der fortsat er grundlag for at udtage 100.000 ha landbrugsjord. Selvom det viser sig, at der nu er færre kulstofrige lavbundsjorde, der potentielt kan udtages, så ser det ud til, at klimaeffekten er større, og udtagning spiller også fortsat en vigtig rolle for erhvervets indsatser på miljø- og naturområdet. Fødevareminister Jacob Jensen har da på baggrund af det nye studie pointeret, at regeringens målsætning om at udtage 100.000 hektar er uforandret.
Den nye opgørelse vil i den kommende tid givetvis give anledning til en stribe spørgsmål om udtagningsindsatsen og landbrugets CO2-udledninger, som L&F selvfølgelig vil følge nøje. Bl.a. har den allerede været stærkt medvirkende til, at Svarer udvalgets længeventede rapport nu er blevet udskudt til februar.