
Udfordret ansøgningsrunde til miljø- og klimateknologi 2023
L&F er positivt indstillede overfor ordningen, men har dog allerede påpeget udfordringer overfor Landbrugsstyrelsen bl.a. om krav til minimumsinvesteringer.
De små landbrug stilles ringere
Landbrug & Fødevarer så det ellers som en stor sejr, da der forud for ansøgningsrunden, blev oprettet en særpulje til overdækning af gyllebeholdere med en minimumsinvesteringsgrænse på 100.000 kr. Denne minimumsgrænse gælder dog ikke for alle ordningens puljer. På nogle puljer skal man fortsat op på 300.000 kr. for at opnå tilskud og nu, hvor teltoverdækning ligger i et særskilt område, er det blevet sværere at pulje investeringerne.
Landbrug & Fødevarer hører desværre om en lang række mindre bedrifter, som har svært ved at komme op på de 300.000 kr., og som derfor helt undlader at søge.
Vi har rejst problematikken overfor Landbrugsstyrelsen både i høringssvar og på diverse møder. Vi har foreslået et minimumsinvesteringskrav på 100.000 på samtlige puljer, så små og store bedrifter stilles lige.
Økologerne overses
En anden problemstilling opstår, når det kommer til økologerne. Således er økologiske landmænd afskåret fra at søge tilskud til en række af de teknologier, der findes i ordningen. Det gælder helt specifikt de teknologier, der har til formål at reducere pesticidforbruget. Landbrug & Fødevarer har argumenteret for, at denne indsats også styrkes ved at fastholde arealer, der allerede dyrkes økologisk. Derfor bør økologer kunne søge på lige fod med konventionelle landbrug.
Desuden mener Landbrug & Fødevarer, at en lang række af de teknologier, der stilles til rådighed til at reducere pesticidforbrug stadig, er yderst relevante for økologer.
Teltoverdækning af gyllebeholdere bliver svært at nå
En af de mest populære teknologier under miljø- og klimateknologiordningen, er overdækning af gyllebeholdere. Dog giver den korte projektperiode, på et år, store udfordringer ift. at nå de mange opsætninger, der søges tilskud til. Overdækningen skal ske, mens gyllebeholderne er tomme, hvilke reelt kun efterlader foråret 2024 til opsætning. Landbrugsstyrelsen er blevet gjort opmærksom på udfordringen, og vil se på, hvad der kan lade sig gøre. Landbrug & Fødevarer følger sagen tæt.
Overskud på 1,6 mia. kr. burde give anledning til at udvide ordningen
Som nævnt i andre sammenhænge, står Danmark fortsat til at gå glip af op til 1,6 mia. kr. fra det tidligere landdistriktsbudget. Det er bl.a. midler herfra, der går til at finansiere den nuværende ansøgningsrunde til miljø- og klimateknologi.
Det er Landbrug & Fødevarers klare holdning, at der med så stort et overskud, burde gives mulighed for at åbne ordningen op for så mange som muligt. Det gælder både små bedrifter med mindre investeringsbehov og økologiske bedrifter.
Vi fortsætter derfor med at lægge pres på for en udvidelse af ordningen.