
Lavbundsjords-fremdrift viser, at frivillighed virker
Frivillighed virker og landbrugsaftalens ambitiøse mål for udtagning af lavbundsjord er inden for rækkevidde.
Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.
Anderledes kan man ikke konkludere på de tal, som Ministeriet for Fødevarer, Landbrug & Fiskeri netop har offentliggjort.
Naturstyrelsen og kommunerne har søgt tilskud til lavbundsprojekter og kvælstofvådområdeprojekter på næsten 11.000 hektar. Halvdelen af de 100.000 hektar, som er ambitionen i landbrugsaftalen, er dermed fundet via diverse puljer og ansøgningsmetoder. Det viser, at lodsejerne er klar og rykker på dagsordenen.
Myten om, at landbruget ikke leverer på frivillige aftaler, bliver endnu engang afvist. Jeg håber, at nogle af de landbrugskritiske organisationer og politikere bemærker tallene. Og måske reflekterer over, om vi ikke ved gensidig respekt når længere end ved konsekvent at beklikke hinandens motiver.
Men ikke kun lodsejerne skal have ros. Succesen er et udtryk for, at styrelser, kommuner og lodsejere har et godt samarbejde og en fælles ambition om at lykkes.
Dermed er der nu leveret på alle de hektar, der er afsat finansiering til. Opgaven for Christiansborg er dermed - foruden vigtige beslutninger om rammer, ansvarsfordeling og at fjerne barrierer - at finde finansiering til endnu flere lokale projekter for at nå landbrugsaftalens ambitioner.
Nu er det vigtigt at holde momentum. De mange projekter skal føres igennem så hurtigt som muligt. Det sker kun, hvis myndighederne har de tilstrækkelige ressourcer og ansvarsfordeling. Succesen med den netop afsluttede pulje versus noget lavere søgning til eksempelvis Miljøstyrelsens pulje viser vigtigheden af, at muligheden for jordfordeling bør være en integreret del af puljerne.
Nu skal politikerne rydde flere sten af vejen. Tidligere på måneden fik vi en nyhed om, at der er mindre kulstofrig lavbundsjord at udtage end hidtil troet. Men mens arealet er faldet, er effekten af at udtage kulstofrige lavbundsarealer ifølge rapporten steget. Derfor er frivillige aftaler om jordudtagning stadig en vigtig indsats i det videre arbejde om både klima og vandmiljøindsatser.