Nyhed, 15.februar 2023

Landbrugsstyrelsen handler efter kritik fra Rigsrevisionen

Landbrug & Fødevarer efterspørger fortsat besked fra Landbrugsstyrelsen om kontrollen og dens konsekvenser.

Landbrugsstyrelsen er begyndt at sende afgørelser ud om omgåelse. Det skriver Landbrugsstyrelsen på deres hjemmeside. Landbrugsstyrelsen har ikke oplyst det præcise antal afgørelser. Men når man ser på antallet af ansøgninger, der har været holdt tilbage for 2021, drejer det sig om ca. 0,2% af de 36.000 ansøgninger for 2021, der i slutningen af januar fortsat er blevet holdt tilbage. Landbrugsstyrelsen oplyser, at konsekvensen af omgåelse vurderes konkret og individuelt.

Stor økonomisk belastning

En del ansøgere har siden Rigsrevisionens kritik i maj 2021 oplevet lange sagsbehandlingstider, tilbageholdte udbetalinger, mistænkeliggørelse og forsinkede udbetalinger. En række ansøgere har i lang tid fået tilbageholdt støtte pga. komplicerede, men helt legitime ejerforhold. Det er en stor økonomisk belastning, samtidig med at det skaber en stor usikkerhed om bedriftens økonomi. Landbrug & Fødevarer vil derfor blive ved med at efterspørge mere klar information til de berørte parter og mere generelt til ansøgere.

Landbrugsstyrelsen har nu udsendt en nyhed med status for omgåelseskontrol.

Landbrug & Fødevarer har siden kritikken kom i 2021 efterspurgt information om, hvad det betyder for støttemodtagerne og vil blive ved med at følge det tæt. Landbrugsstyrelsen understreger, at der er tale om en konkret og individuel afgørelse i hver enkel sag.

Landbrugsstyrelsen skriver på deres hjemmeside:

”Hvis det fastslås, at der foreligger omgåelse, vil det ikke blive udbetalt nogen støtte efter den eller de støtteordninger, hvor virksomheden søger at opnå en uberettiget fordel ved omgåelse. Har en ansøger f.eks. fået udbetalt støtte på basis af en eller flere ansøgninger, som omgår reglerne, skal den støtte, der er opnået gennem omgåelse, betales tilbage. Har en ansøger f.eks. gennem omgåelse indrettet sig på en måde, så vedkommende undgår støttetræk eller andre sanktioner, skal der foretages en genberegning, som tager højde for det støttetræk eller den sanktion, der ville have været foretaget, hvis der ikke forelå omgåelse”.

Landbrugsstyrelsen oplyser, at de har sendt de første afgørelser ud om arealstøtte for 2021, herunder støtte til unge landbrugere. De forventer at træffe og udsende yderligere afgørelser i de kommende måneder.

Derefter ser de på arealstøtte for 2022, hvor nogle ansøgninger er tilbageholdt samt projektstøtteansøgninger, som venter afgørelse om tilsagn eller udbetaling. Ca. 10% af ansøgerne om økologisk investeringsstøtte 2021 har ventet på svar på deres ansøgning om tilsagn siden juni 2021.