Nyhed, 22.februar 2023

IT-mangler hæmmer skattefri virksomhedsomdannelse

IT-problemer truer økologiske landmænds støtte ved virksomhedsændringer. Landbrug & Fødevarer kræver løsning.

Landbrugsstyrelsen har i sidste uge skrevet ud til en række landmænd, der har fået tilsagn til økologisk investeringsstøtte i 2021 og som står overfor skattefri virksomhedsomdannelser, generationsskifte eller andre typer af omstruktureringer af bedriften.

I mailen står der, at de ikke kan få godkendt en overdragelse af tilsagn til et nyt CVR-nummer, så længe Landbrugsstyrelsen ikke har en IT-løsning klar til at behandle det. Løsningen ventes ikke at være klar før ”i løbet af sommeren 2023”. Landbrugsstyrelsen slutter beskeden af med en meddelelse om, at tilsagnet bortfalder, hvis tilsagnshavere gennemfører omstruktureringen uden godkendelse - det kan ikke opnås før IT-modulet er klar. Landbrugsstyrelsen skriver, at de beklager, at de ikke har fremhævet den vigtige information i de tidligere udsendte nyheder om overdragelser.

L&F tager sagen op

Landbrug & Fødevarer har taget sagen op med Landbrugsstyrelsens direktion. Det er uholdbart, at Landbrugsstyrelsen vil kræve at landmænd sætter omstrukturering af bedriften på hold på grund af IT-mangler i Landbrugsstyrelsen. Det manglende IT-modul bremser generationsskifte, skattefri virksomhedsomdannelser og andre planlagte omstruktureringer af bedrifter. Samtidig vil det være urimeligt, hvis landmænd mister tilsagn og dermed tilskud, når de har omstruktureret eller generationsskiftet per 1. januar 2023, samt har indsendt en anmodning om overdragelse, som det blev beskrevet i tidligere udmeldinger og alligevel bliver mødt med et bortfald af tilsagn. Landbrugsstyrelsen bør finde en måde at håndtere det på mail. Landbrug & Fødevarer følger sagen tæt.

Landbrugsstyrelsens tidligere nyheder om overdragelser kan læses her: