Nyhed, 20.marts 2024

Nye rammer for miljøgodkendelser af husdyrbrug i EU vedtaget

EU-parlamentet har godkendt det reviderede direktiv om industrielle emissioner. Revisionen medfører, at flere svine- og fjerkræbrug omfattes af direktivet.

Kvægbrug er stadig ikke omfattet af direktivet. For danske svine- og fjerkræbrug bliver konsekvenserne sandsynligvis begrænsede, da Danmark allerede på flere områder har strengere miljøregulering af husdyrbrug end resten af EU.

IE direktivet sætter rammerne for virksomheder og husdyrbrugs miljøgodkendelser og deres udledninger af forurenede stoffer til luft, vand og jord. Alle større virksomheder i fødevareindustrien, samt store svine- og fjerkræbrug er i dag omfattet af direktivet. L&F har fulgt forhandlingerne om revision af direktivet om industrielle emissioner tæt og været meget aktive for at påvirke EU-parlamentet og den danske regering gennem løbende dialog, bidrage med faglig viden og fremsætte ændringsforslag. L&F har især arbejdet for, at store kvægbrug blev omfattet af direktivet, samt at nye krav blev mindst muligt administrativt tunge. 

Hovedændringerne til direktivet er i hovedtræk: 

  • Grænsen for, hvor store svine- og fjerkræbrug skal være for at blive omfattet af EU kravene til miljøgodkendelser sænkes. Økologiske svinebedrifter er undtaget.
  • Der bliver fastsat nye forenklede EU-krav til miljøgodkendelser i nogle standardkrav, som skal forhandles i EU de næste to år. 
  • For danske svine- og fjerkræbrug bliver konsekvenserne af nye godkendelsesgrænser i sig selv sandsynligvis begrænsede, da Danmark allerede på flere områder har strengere miljøregulering af husdyrbrug.
  • Kvægbrug er fortsat ikke omfattet af IE-reglerne. Kommissionen vil senest den 31. december 2026 vurdere, om der er behov for, at direktivet også skal omfatte kvægbrug.
  • Den videre proces omfatter en formel godkendelse af direktivet i ministerrådet, og herefter skal der ske en oversættelse til dansk. Så går en proces i gang med at formulere nye standardkrav til miljøgodkendelser i EU, som skal implementeres i danske miljøgodkendelser. De nye krav forventes færdige om to år.