
L&F’s adm. direktør studerer genetik og biologiske løsninger
Innovative løsninger inden for plante- og kvæggenetik samt biologiske løsninger mod miljømæssig stress blev diskuteret på den adm. direktørs rundrejse.
Merete Juhl er i gang med en tur rundt i landet til forskellige medlemmer. Og denne gang gik turen til Bioomix i Odense, Sejet Planteforædling ved Horsens og Viking Genetics ved Randers. Tre forskellige virksomheder, der på hver deres måde bidrager med innovative løsninger til en endnu mere klimaeffektiv fødevareproduktion.
»Jeg er glad for at blive taget så godt imod alle steder. De her virksomheder viser hver især, hvor divers vores danske fødevaresektor er,« siger Merete Juhl.
Mikroorganismer
Bioomix tilhører den del af fødevaresektoren, der udvikler biologiske løsninger med mikroorganismer, der blandt andet kan reducere afhængigheden af kemiske stoffer og styrke planternes tolerance over for miljømæssig stress som tørke.
Med deres patenterede 3D-printede fælde, MicroTRAP, kan de indsamle bakterier fra jorden, der så kan hjælpe planterne med at optage de næringsstoffer, der allerede er i jorden, som planten ellers ikke kan optage. Det er allerede blevet til deres første biostimulat, SeedSpeed, der en biologisk frøbehandling, og som allerede er på markedet.
Sejet Planteforædling og Viking Genetics har nogle flere år på bagen. Hos Sejet krydser og udvælger de blandt de mange sorter og fremavler lige præcis de egenskaber i planten, der er nødvendige for at trives i det danske klima. I deres sortiment har de blandt andet vinterhvede, vårbyg, vinterbyg og hestebønner. Deres nyeste sort er vinterhveden Guinness, som der er store forventninger til, efter den i 2021 var den højest ydende hvedesort i Statsforsøgene.
Begrænset pasning
Hos Viking Genetics handler det også om gener. Her er det bare kvægracerne Holstein, Jersey og VikingRed, der bliver avlet på. Ud fra en devise om, at kørerne skal kræve så lidt pasning, at de kan ”være alene hjemme”, arbejder med målet om en ko i balance. Det vil sige, at de vægter både sundhed, dyrevelfærd og ydelse, når de udvælger gener.
»Alle tre virksomheder leverer produkter, der havner på og i marken. Hver især er de gode eksempler på, hvordan vi i den danske fødevaresektor har mange af de innovative løsninger, der efterspørges i hele verden,« siger Merete Juhl.
