
Succes for SPOR: Mere end 1 million gåture i 2023
Det går rigtig godt med at etablere nye spændende vandrestier i samarbejde mellem lodsejere og frivillige, og danskerne tager gerne mod tilbuddet.
I en tid, hvor både grøn trepart, CO2-afgift og mere lavpraktisk såning fylder hovedet, kan et par timer en af påskedagene bruges på at rense hovedet ad vandrestier, som mange landmænd er del i at stille til rådighed for danskerne. Og har man selv for travlt i marken, kan landmanden da nyde synet af de vandrende danskere.
For stierne er populære, melder SPOR (som tidligere hed Spor i Landskabet). SPOR er vandrestier over hele landet skabt i samarbejde mellem lokale lodsejere, der stiller deres jord til rådighed, og frivillige ildsjæle, der gerne vil styrke mulighederne for lokale naturoplevelser.
SPOR’s sekretariat ligger i Landbrug & Fødevarer, og projektleder Charlotte Bie Sonnichsen fortæller om flotte besøgstal for de i alt 350 stier i 2023.
- Vi kan se af målinger, at vi havde mere end 1 million besøgende sidste år. Det er et flot tal, der understreger at SPOR har et godt brand hos danskerne, og at vi tilbyder nogle gode muligheder for at komme ud og nye naturen nogle af de steder, man ellers ikke ville kunne komme, siger Charlotte Bie Sonnichsen.
Succesen bunder også i, at der løbende arbejdes med at skabe nye stier og at binde eksisterende sammen til længere ruter.
- Vi arbejder hele tiden for at sætte nye projekter i gang og få stier og spor etableret, hvor der er lokal interesse for det. Og det er der heldigvis mange steder. Vi oplever stor interesse både fra lodsejere og lokale initiativtagere, som gerne vil være med til at skabe nye naturoplevelser til danskerne. På den led er SPOR i høj grad med til at binde by og land sammen, siger Charlotte Bie Sonnichsen.

Inspiration til forårsudflugten
Stierne i SPOR-familien er af meget varierende længde og sværhedsgrad. Der er de små hurtige til en fritime, og de lange, der for de fleste nok skal bides over i to dagsture.
En af de længste og også mest populære ruter er KalkKaminoen, der er en ca. 30 km lang vandrerute, som løber gennem det jyske kalkland fra Stoholm til Skelhøje, og tæt forbi både Mønsted og Daugbjerg kalkgruber. Ruten passerer dermed også den smukke mindepark for hedens opdyrkere på Kongenshus Hede.
- KalkKaminoen er en utrolig flot rute, som hele tiden knytter an til et vigtigt stykke kulturhistorie, nemlig kalkproduktionen, der var et industrieventyr i området. ’Det hvide guld’ kaldte man kalken, der blev brugt til utallige kirkebyggerier, til at pleje landmandens marker, og til eksport. Og har man bare lidt forkærlighed for landbruget, så er Kongenshus Mindepark jo også i den grad et sted, hvor man mærker historiens vingesus og kan reflektere over de vilkår, som hedebønderne måtte knokle under, da de dyrkede heden op, siger Charlotte Bie Sonnichsen.

Natur og fortidsminder
Et af de nyeste spor er Skudestien ved Tornby i Vendsyssel. Stien, på godt 13 kilometers længde, blev i efteråret indviet af H. M. Dronning Mary. Den er en af fire stier på tilsammen 34 kilometer med udgangspunkt ved Brugsen i Tornby. På Skudestien er der udover smuk vendsysselsk natur mulighed for at opleve fortidsminder på ruten, der ender ved Vesterhavet.
- Skudestien går gennem rigtig flot natur og er en dejlig naturoplevelse, også i kombination med de andre spor ved Tornby. Med den våde vinter, så er det dog vigtigt at huske det vandtætte fodtøj, hvis man tager en påsketur her, for det et område, der nemt bliver smattet, siger Charlotte Bie Sonnichsen.
Læs mere og se alle stier på spor.dk. SPOR er støttet af Nordea-Fonden, Landbrugslotteriet og Landbrug & Fødevarer