Nyhed, 03.april 2024

Flere ressourcer til afvikling af gamle sager

Efter pres fra Landbrug & Fødevarer tilfører Landbrugsstyrelsen nu yderligere ressourcer til afviklingen af gamle sager på projektstøtteområdet.

Tilbage i januar i år skrev Landbrug & Fødevarer til Landbrugsstyrelsens direktør med opfordring om, at der hurtigst muligt blev igangsat en handlingsplan for afvikling af gamle sager på projektstøtteområdet.

Opfordringen kom bl.a. i kølvandet på LandbrugsAvisens historie om en landmand, som havde ventet på sit tilskud til økologisk investeringsstøtte siden 2020. Ikke nok med den lange ventetid, så havde landmanden også utrolig svært ved at få styrelsen til at oplyse om udviklingen i sin sag.

Da denne historie langt fra er unik, når det kommer til sager om tilskud til modernisering af stalde, miljø- og klimateknologi og økologisk investeringsstøtte, besluttede Landbrug & Fødevarer at stille krav om en akut handlingsplan for afvikling af denne type sager.


En for uambitiøs handlingsplan

Landbrug og Fødevarers henvendelse gav pote. Således har Landbrugsstyrelsen igangsat en handlingsplan for afviklingen af gamle sager på projektstøtteområdet.


Landbrug & Fødevarer er glade for, at der nu foreligger en handlingsplan, men havde dog gerne set nogle mere ambitiøse mål. Landbrug & Fødevarer finder det således utilfredsstillende, at sager fra 2021 og før må vente endnu længere på en afgørelse. Samme bekymring gør sig gældende, når det kommer til sager fra 2022, hvor nogle ansøgere må vente helt til årets udgang med en afgørelse.

 

Lovning om flere ressourcer

Ovenstående bekymringer fik endnu en gang Landbrug & Fødevarer til at rette henvendelse til Landbrugsstyrelsen. Denne gang med kravet om, at der afsættes de nødvendige ressourcer, så afviklingen af sagerne kan ske inden for en rimelig tidshorisont. Således kan en manglende afgørelse være forbundet med store økonomiske udlæg, som landmændene kommer til at afholde i urimeligt lang tid.


Den 7. marts fik Landbrug & Fødevarer svar fra Landbrugsstyrelsens vicedirektør, som kunne oplyse om, at der nu var taget beslutning om at tilføre yderligere ressourcer til sagsbehandlingen i de kommende måneder. Styrelsen håber på, at dette vil kunne bidrage yderligere til at få nedbragt sagsbunken. Landbrug & Fødevarer vil nu følge udviklingen tæt.