
Indstilling af nye bestyrelser til Naturnationalparker
Lokale foreninger, som er repræsenteret i de nuværende projektgrupper, er blevet bedt om at indstille en mand og en kvinde til de kommende bestyrelser.
Mandag den 15. april er der frist for, at lokale foreninger, som er repræsenteret i nuværende projektgrupper til naturnationalparkerne, kan indstille repræsentanter til de kommende bestyrelser. Der skal indstilles en mand og en kvinde. Indstillingen er lokalt forankret, og L&F opfordrer de lokale foreninger til at være opmærksomme på fristen, for at sikre lokale lodsejeres fortsatte indflydelse i arbejdet.
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at de 15 besluttede naturnationalparker skal gennemføres.
Etableringen af de første to, Fussingø og Gribskov, går i gang senere i år og forventes at åbne i begyndelsen af 2025. I 2026 er det planen, at naturnationalparkerne i Stråsø, Tranum og Almindingen åbner, mens der ikke er yderligere om de resterende 10 parker. Der nedsættes nu bestyrelser for alle 15 naturnationalparker.
- Du kan læse mere på www.naturstyrelsen.dk.
L&F har været i dialog med myndighederne om processen for udpegninger af nye bestyrelsesmedlemmer, og der lægges på nuværende tidspunkt ikke op til, at foreninger, som ikke tidligere har været repræsenteret i de lokale projektgrupper, inddrages i indstillingen. For naturnationalparker, hvor landbrugserhvervet ikke tidligere har været repræsenteret, vil der ikke være mulighed for at indtræde i bestyrelsen.
Det forventes, at der i forbindelse med evaluering af naturnationalparkerne eller senest, når bestyrelserne om 4 år genudpeges, vil blive åbnet op for repræsentationen i samtlige bestyrelser. Der vil i denne forbindelse være fornyet mulighed for at blive inddraget, hvis man kan se at naturnationalparkerne har eller potentielt kan få konsekvenser for lokale lodsejere i området.