
Nye forædlingsteknikker kan hjælpe os på miljø og klima
Af Thor Gunnar Kofoed, viceformand, Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarer lægger i disse uger store kræfter i, at Danmark og EU fortsat kunne være med i førerfeltet i den globale plante- og fødevareproduktion, men en vigtig forudsætning er, at vi får adgang til at arbejde med de nyeste planteforædlingsteknikker.
Derfor arbejder Landbrug & Fødevarer i denne tid intensivt for, at planteforædlerne i EU får fornuftig adgang til at arbejde med de nyeste præcisionsforædlingsteknikker, kendt som NGT.
Situationen netop nu er ganske speget og uklar, da Europa-Kommissions forslag om en særlovgivning for de nye teknikker er midt i den politiske proces – og måske indgår i en større politisk kabale i EU. Forslaget hænger nøje sammen med et andet forslag om ny Markedsordning for frø og udsæd, kaldet PRM. De to lovgivninger tilsammen vil åbne for afprøvning og markedsføring af bedre sorter i EU – og naturligvis også i Danmark.
Politiske markeringer spænder ben
Vi trækker i alle tænkelige tråde for at vinde gehør for tekster, der kan samle flertal for at de nye teknikker kan blive tilgængelige. Fagligt er der intet belæg for ikke at give forædlerne muligheden, men desværre kan politiske markeringer og studehandler i flere af unionens lande potentielt spænde ben for udviklingen. Udfordringerne i EU-Parlamentet er ikke de samme som i EU's Ministerrådet med flere forskellige indenrigspolitiske interesser.
Vi kan tydeligt mærke, at der er en forestående valgkamp, som mange Europa-parlamentarikere finder vigtigere end at lande disse lovgivninger rigtigt. Samtidig er der nationale lokalvalg, der også skal tages hensyn til.
De nye forædlingsteknikker vil give muligheder for bedre sorter og for at kunne levere på nogle af de klimatiske og miljømæssige krav, som landbrugserhvervet står over for. Desværre bliver økologerne udelukket for denne mulighed foreløbig.
Selvom vi tror på, at der er lys for enden af tunnelen, så er der stadig lang vej, før dette meget teknisk tunge forslag er landet rigtig.