
Foto: Niels Hougaard/L&F
L&F vil have fristudsættelse for blomster- og bestøverbrak
Landbrug & Fødevarer opfordrer Landbrugsstyrelsen til at skubbe fristen for etablering af blomster- og bestøverbrak med fjorten dage.
Et vådt forår har gjort det svært at komme i gang med såningen i år. Dette forhold understreges tydeligt af LandbrugsAvisens såbarometer, som indikerer, at det har været umuligt at så det sidste lange stykke tid. Ifølge TV2-vejret faldt der da også mere regn de første fire dage af april, end der normalt gør i hele denne måned.
Landbrugsstyrelsen vil undersøge sagen
Landbrug & Fødevarer samt SEGES Innovation, har på den baggrund modtaget henvendelser fra rådgivningscentre rundt om i landet, som melder om store problemer med at få etableret blomster- og bestøverbrak på de indmeldte arealer. Derforhenvendte Landbrug & Fødevarer sig i sidste uge til Landbrugsstyrelsen om at skubbe fristen for etablering af blomster- og bestøverbrak fra 30. april til 14 maj.
Landbrugsstyrelsen har svaret, at man, på baggrund af vores henvendelse, nu vil gå i gang med at undersøge, om der er tilstrækkeligt grundlag for at udskyde fristen.
Landbrugsstyrelsen indikerer samtidig, at afgørelsen vil blive offentliggjort i en faglig nyhed senest i starten af næste uge (uge 17).