
Krav om 4%-brak ophæves fra 2025
EU-parlamentet har vedtaget, at det obligatoriske krav om fire procents brak fjernes fra 2025. L&F opfordrer regeringen til at udnytte muligheder for forenkling
Efter en hasteprocedure på kun seks uger besluttede Europa-Parlamentet den 24. april at bakke op om Europa-Kommissionens forslag til en række forenklinger i EU's landbrugspolitik, herunder fjernelse af den obligatoriske fireprocentsbrak. Forslaget har allerede været drøftet i EU's ministerråd, og mangler nu blot den formelle godkendelse. Herefter udestår en politisk beslutning i Folketinget, før de endelige regler for danske landmænd i 2025 ligger klar.
Landbrug & Fødevarer bakker kraftigt op om forslaget
Torben Hansen, formand for L&F Planter, udtalte efter afstemningen i Europa-Parlamentet, at det er et skridt ad vejen mod færre rigide krav og flere fleksible løsninger tilpasset den enkelte landmands muligheder. Specifikt i forhold til bortfaldet af kravet om fire procents brak hilste han det velkomment, at man fremover ikke skal tage god landbrugsjord ud af drift uden en saglig grund. Han erindrede om, at formålet med brakkravet har været at gavne biodiversiteten, men at kortvarige brakarealer ikke gør en mærkbar forskel. I stedet giver det langt bedre mening at indføre en frivillig bioordning, som også er en del af Kommissionens forslag.
Det forslag, der nu reelt er vedtaget, indeholder følgende hovedelementer:
GLM 8 – fjernelse af kravet om etablering af fire procents ikke-produktive arealer
Der vil fremadrettet ikke være krav om, at man som støtteansøger skal etablere minimum fire procent ikke-produktive arealer (læs: brak). Der vil dog fortsat være krav om, at man skal opretholde GLM-landskabselementer (det vil sige fortidsminder, søer og vandhuller under 2.000 m2).
GLM 7 – mulighed for at erstatte krav om afgrøderotation med et krav om afgrødediversificering (krav om to eller tre afgrøder)
De nye regler giver medlemslandene mulighed for at beslutte, at landmændene kan leve op til dette krav ved at have to (bedrifter mellem 10 og 30 ha) eller tre afgrøder (bedrifter over 30 ha). Med andre ord: Mulighed for at man som landmand kan anvende de kendte regler, der gjaldt indtil for et år siden. Men vel at mærke under forudsætning af, at Danmark beslutter at vælge muligheden.
Hertil kommer, at økologiske landmænd fra 2025 anses for at leve op til kravet på baggrund af deres økologiske status.
GLM 6 – større fleksibilitet til at definere ”følsomme perioder” i kravet om jorddække
De ændrede regler giver også medlemslandene større mulighed for at definere de ”følsomme perioder” og herunder at definere, hvad man som landmand må foretage sig i disse.
Fritagelse for kontrol og sanktioner for bedrifter under 10 hektar
Endelig medfører ændringen i landbrugsreformen, at bedrifter under 10 hektar fremover ikke vil blive kontrolleret og eventuelt sanktioneret i forhold til konditionalitet (som svarer til ”krydsoverensstemmelse”, der gjaldt tidligere). Baggrunden er et ønske om at lette de administrative byrder både for mindre bedrifter og for myndighederne