Nyhed, 08.maj 2024

Akutpakke til vandmiljøet er vedtaget

På finansloven blev afsat midler til en akutpakke til vandmiljøet. Det er nu blevet vedtaget, hvad pengene skal bruges til.

405 millioner kroner. Så meget blev afsat på finansloven til, over fire år, at gøre ekstraordinære indsatser i forhold til vores kystnære havmiljø. Nu er regeringen og oppositionen, kun undtaget Enhedslisten, blevet enige om, hvordan midlerne skal udmøntes. Set fra L&F’s synspunkt er det en bundfornuftig aftale med fokus på kollektive virkemidler og lokale indsatser. Således fordeles midlerne:


Kystvandråd


De fire eksisterende kystvandråd videreføres, og der afsættes midler til oprettelse af "mindst" fire nye kystvandråd.

Som understøttelse af kystvandrådenes aktiviteter kan der også søges om penge til forsøgsprojekter til lokal afprøvning af endnu ikke godkendte, kollektive virkemidler. De eksisterende kystvandråd har for eksempel peget på træplantning langs vandløb som fosforvirkemiddel; det vil der nu være mulighed for at søge midler til at iværksætte.


Helhedsprojekter

To helhedsprojekter bliver gennemført som direkte del af akutpakken. Der er tale om store, sammenhængende udtagninger ved henholdsvis Simested Ådal i opland til Hjarbæk Fjord og Ravning i Vejle Ådal. Projekterne ventes at give en kvælstofreduktion på hhv. 43-50 og cirka 43 tons. Projektet ved Ravning ventes yderligere at give en CO2-reduktion på 7.000 tons.


Opkøb af arealer og anlæg for gennemførelse af helhedsprojekter

For at øge muligheden for gennemførelse af helhedsprojekter generelt, afsættes en pulje til opkøb af arealer og anlæg, der ikke kan erstattes under de nuværende ordninger. Midlerne går altså til at lette gennemførslen netop af de større udtagningsprojekter, hvor der ikke sjældent ligger bygninger på arealerne.


Facilitering af udtagningsopgaven

Udtagning af jord til lavbundsprojekter, vådområder og minivådområder sker ikke af sig selv. Kommuner og udtagningskonsulenter spiller en helt afgørende rolle i dette. Derfor er det da også glædeligt, at akutpakken tilgodeser deres indsatser med ekstra midler, så sagsbehandlingstider og arbejdspukler ikke skal stå i vejen for hurtige og smidige projektforløb, når de kollektive virkemidler implementeres.