
Interesseorganisationers dialog er essentiel for EU-arbejde
.
Af de politiske grupper er Renew Europe en interessant case, da de danske partier Det Radikale Venstre, Moderaterne og Venstre er repræsenteret i denne. Hvordan når de til enighed? Det har vi spurgt medlem af Europa Parlamentet (MEP) Asger Christensen fra Venstre om. Samtidig har vi spurgt MEP Kira Peter-Hansen fra SF om, hvordan der samarbejdes på tværs af grupperne i Parlamentet.
Kan du sætte nogle ord på dit arbejde og dine fokuspunkter i dit virke som Europarlamentariker?
Kira Peter-Hansen:
- Lige nu arbejder jeg meget med skattepolitik og hvidvasklovgivning. Derudover har jeg fokuseret meget på arbejds- og ligestillingspolitik i min mandatperiode, og så selvfølgelig det grønne, der fylder noget på næsten alle politikområder.
Asger Christensen:
- Jeg må sige, at jeg overordnet set er blevet meget overrasket over, hvor stor indflydelse vi som enkeltparlamentariker har på lovgivningen i EU. Helt ned på ordniveau er vi med til at bestemme, hvilket ord der skal stå. Derfor er det for mig af meget stor værdi, at jeg er en af de få parlamentarikere, der har erfaring fra det virkelige liv og har hænderne på kogepladen. Det skaber en stor troværdighed og en vis tyngde – især i forhandlingsrummet, når jeg forklarer, hvordan lovgivningen påvirker det virkelige liv.
Oplever du, at der er forskelle på prioriteter i din gruppe?
Kira Peter-Hansen:
- Der er selvfølgelig altid nogle forskelle. Generelt er den grønne gruppe en ret enig gruppe, men vi har f.eks. nogle uenigheder på handelspolitikken. Ofte løser vi dog vores uenigheder og finder et fælles kompromis.
Asger Christensen:
- Nu er vi jo så heldige, at vi i den liberale gruppe Renew sidder som "king makers". Der kan stort set ikke skabes flertal uden om os. Så på den måde har vores gruppe en ret magtfuld position i det her mandat. Men det er klart, at der også internt i vores gruppe kan være uenigheder om linjen. Sådan tror jeg, det er i mange grupper. Selvom vi kan enes om meget, så er det langt fra det hele, vi er enige om. Her er det godt at kunne stå sammen om danske interesser med ligesindede lande som Finland, Sverige og Holland.

Oplever du samarbejder på tværs af grupperne?
Asger Christensen:
- Ja, bestemt. Der skal jo dannes flertal i parlamentet, og derfor forsøger vi så vidt muligt at nå gode kompromisser med de andre store grupper. De andre grupper kan – ligesom Renew – være splittet lidt i to lejre, så der er ofte gode muligheder for at samarbejde med hele eller dele af de andre grupper. Et godt eksempel er den nye Naturgenopretningslov, hvor vi sagde meget kraftigt fra overfor det håbløse forslag, der kom fra Kommissionen. Det har givet genlyd i de andre grupper, og vi har derfor forsøgt at nå et bedre kompromis. Ved at samarbejde med de andre store grupper kan vi holde yderfløjene lidt i skak. Det vinder alle på.
Kira Peter-Hansen:
- Ja, der er rigtig godt samarbejde på tværs af grupperne. Når vi sidder og forhandler lovgivning, går langt de fleste ind i forhandlingerne med et ønske om at finde et bredt kompromis. Blandt de danske politikere og rådgivere er der også et rigtig godt samarbejde.
Hvordan bliver I enige i gruppen om, hvad I skal stemme i Parlamentet ved et givent emne?
Asger Christensen:
- Vi har naturligvis interne diskussioner i gruppen både for og imod et forslag. Vi kan være enige på de overordnede linjer, men der kan være dele eller elementer i et lovforslag, som vi har brug for at vende internt i gruppen. Og her er det selvfølgelig vigtigt, at vi lytter, til de folk som er mest inde i det givne forslag. Vi har jo officielle roller som forhandlere, skygge-forhandlere osv. Derfor er det altid bedst selv at sidde med ved bordet og drøn vigtigt, at vi har danskere siddende i de udvalg, der er strategisk vigtige for Danmark.
Kira Peter-Hansen:
- Vi diskuterer det først i fagudvalget, og hvis der så er uenighed, diskuterer vi det i hele gruppen. Langt de fleste gange finder vi en enighed. I få tilfælde stemmer vi om, hvad vi skal mene/stemme til en given sag.
Hvordan samarbejder du med interesseorganisationer i Bruxelles - det være sig L&F og andre?
Kira Peter-Hansen:
- Jeg synes, at samarbejdet med interesseorganisationer er utrolig essentielt for mit arbejde. De sidder inde med noget vigtig faglig viden, og det er altid en fornøjelse, når man, selvom man ikke naturligt måske er åndsfæller, kan finde frem til gode fælles løsninger.
Asger Christensen:
- I mit arbejde som medlem af Europa-Parlamentet er det helt uundværligt for mig at være i dialog med faglige interesseorganisationer som for eksempel L&F og andre relevante organisationer. Det er vigtigt for mig at høre fra den virkelige verden, og blive klædt fagligt på, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Derfor er samarbejdet med de faglige organisationer afgørende for at forstå de udfordringer, vi står over for. Det er nødvendigt for at kunne repræsentere borgernes interesser på en måde, som kommer dem til gode. Den viden, faglige forståelse og indsigt jeg får gennem dialog med interesseorganisationer, sorterer jeg i og danner et samlet politisk indtryk, som jeg tager med ind i forhandlingsrummet.